ja, analyse af endnu en sang.

Nu er der endnu en sang der har fanget min opmærksomhed. "All of me" af John Legend. Det er en hyggelig kærlighedssang med et smukt klaverspil som det eneste til at understøtte melodien. Der er den her smukke, smukke sætning der er næsten en stærkere kærlighedserklæring end "I would die for you" fra mit seneste sang-opslag. Det lyder sådan her:

"Cause all of me loves all of you

love your curves and all your edges

all your perfect inperfections"

I særdeleshed den sidste sætning der, "Love all your perfect inperfections" er nok den bedste måde at beskrive en forelskelse på og den bedste måde at forklare til en person, at man elsker alt ved dem. det er lidt at sige "jeg ved godt du selv syntes du har fejl og mangler og måske ville du ønske at du så lidt anderledes ud, men jeg holder af dig for den du er. Jeg er vild med alt ved dig, alle de ting du måske selv syntes er dårlige syntes jeg er perfekte. Det er en virkelig smuk måde at sige det på.
Normalt plejer kærlighedssange at miste deres værdi jo mere man tænker over det som sidst med "I would die for you", men lige den her sang er undtagelsen der bekræfter regelen. "all your perfect inperfections". Nu er jeg ikke kvalificeret nok eller erfaren nok til at sige noget som helst om hvad kærlighed bør være, da jeg kun har følt mig forelsket de sidste 5 år, men af hvad jeg kan observere hos mine forældre, mine bedsteforældre og andres forældre handler kærlighed måske om at kunne se igennem fejlene og "inperfections" og se den per son bag det hele? altså forelske sig i kernen af en person, ikke i skallen. Måske handler det om at elske alt ved en person, også skallen af fejl og skjolde af usikkerhed man gemmer sig bag. Jeg ved det ikke. Det eneste man kan gøre er at prøve sig frem og se hvad der føles rigtigt, og lige nu er jeg selv i et forhold der føles... rigtigt.

ytringsfrihed - what the fuck is that?

Jeg fik læst det nye opslag på "søsterbloggen" til den her for nyligt, og det handler om de politikere i den danske regering der er blevet udsat for grov chikane og trusseler. Det er selvfølgelig ubehageligt at blive udsat for, men som Tanker At Tygge På også nævner, er der ikke så meget man kan gøre ved folk der snakker grimt hele tiden. Der bliver nævnt Tale-ret og at alle har ret til at snakke og ytre sig som det passer en, men er der høreret? Har man pligt til at lytte på hvad andre siger? Nej, vi er frie til at lade være! Til gengæld har de mennesker der ytrer sig grimt om andre mennesker, ja de har lov til at snakke grimt, men! ytringsfrihed handler ikke kun om at have lov til at sige hvad man vil. Det handler også om at stå ved hvad man har sagt. Alle ens handlinger har konsekvenser, selv hvis man ikke mener det når man skriver til kvindelige politikere på facebook og ytrer sit ønske om at de får cancer i intime kropsdele f.eks., så bør man stadig stå til regneskab for den udtale. Jeg tror ikke der er mange mennesker der ville kunne sige det samme til de politikere ansigt til ansigt som de kan finde på at skrive på nettet. Det er den der indbildning om at ingen andre end den der skriver der kan læse det, eller måske at man skriver på en facebook væg, det er jo ikke til en rigtig person, vel? Illusionen om at der ikke er nogen på den anden side af skærmen der bliver stødt over hvad man skriver til hinanden er måske med til at "gøre det nemmere" at svine folk til.

Det er noget helt andet ved at skrive kontra at snakke med andre mennesker, man kan ikke blive afbrudt midt i en sætning hvis man skriver på et forum eller i en chatbesked, men det kan man i en diskussion eller under en debat med andre mennesker. Det har både sine fordele og ulemper. Fordele i det at man kan blive ved og ved og ved med at skrive indtil man føler at ens pointe er kommet ordenligt ud, men hvis man nu bygger sit budskab på ustabile eller misforståede argumenter, kan man i en debat blive rettet på og derved lære noget.

Nok det vigtigste ved ytringsfrihed er at være klar over, at det ikke er en undskyldning for at svine folk til og slippe afsted med det ved blot at siger "AAAH! Ytringsfrihed!"
Det er et ansvar man får pålagt. Du får lov til at sige hvad der passer dig, ja, men du skal også stå ved det og have en eller anden forståelse for, at andre har ligesåmeget ytringsfrihed som du har.

at leve med sig selv.

Billede fra min Caribiske rejse

Jeg er blevet meget klar over det sidste år her, hvor vigtigt det er at kunne leve med sig selv. Det er utroligt svært, og uanset hvor meget jeg prøver, så går der ikke lang tid før jeg kan blive rastløs, febrilsk næsten og ikke vide hvad jeg skal gøre af mig selv. For noget tid siden ville jeg blive selvdestruktiv, sidde og være ked af det af det uden at vide hvorfor, og det var den mest frustrerende periode i mine seneste år, en periode jeg kom mere eller mindre ud af under min 3-måneders rejse til Caribien. Det er på et emotionelt plan. Det er vel et menneskeligt behov at føle sig elsket og vide at der er folk der holder af en. Man kan godt leve i en kort periode uden behovet for kærlighed og/eller anerkendelse, men det vil oftest lede til depression eller sindsyge. Det er vigtigt at omgive sig mennesker der elsker og holder af en for den man er. 
Jeg har haft nogle venner for mange år siden der var sammen med mig fordi de så hvilken person jeg havde potentialet til at blive og deres idé om den her anden udgave af mig var hvad det holdt af. Da jeg så ændrede mig, da jeg skilte mig af med forbindelser, kom videre og håbede på at de fulgte efter, gik det op for dem at jeg havde ændret mig så meget, at de ikke længere kunne se deres fiktive idé af en ven i mig. 
her forleden læste jeg noget en af mine facebook-venner havde slået op som status:

"Nogle gange er dine tanker alt du har, så sørg for at du kan være i dem og leve med dem, relationer vare aldrig evigt, så lad dig ikke gå på af andres tanker om dig, eller dine egentlige tanker om dem, de mennesker som har betydning, forlader aldrig dit hjerte, selv hvis de forlader dit liv."


~ Buster Lucas Holm Simonsen


De mennesker der har forladt mit liv har stadig været med til at gøre mig til den jeg er i dag. De mennesker der har holdt mig nede, såret mig, skuffet mig og gjort mig til grin har været med til at skabe den jeg er i dag. Og det er jeg egentlig ret tilfreds med. Mit eneste håb er så bare, at de mennesker jeg nu kredser mig med vil hjælpe mig op mod et konstant bedre liv. En søgen på viden, på Utopia, men aldrig nogensinde stræbe efter én idé om det ultimative, som den bedste måde at leve på, og vide hvad det ville være. Tilværelsen kan altid ændre sig. Tricket er, at blive ved med at lede og aldrig stoppe op.

I would die for you

Ikke rigtigt, vel? Jeg kan virkelig ikke lige sætningen "jeg ville dø for dig" som bliver brugt i mange kærligheds-sange og historier. Tanken om at ofre sit eget liv for en anden person er nobel, ja, men dumt og meningsløst. Det lyder virkelig smukt at sige "I would die for you" som f.eks. i Dropkick Murphys sang "Rose Tattoo" hvor de synger netop sætningen "Signed and Sealed in Blood, I would die for you!", om en kvinde hvis navn er tatoveret i en rose-tatovering. Meget smuk sang og faktisk en af mine ynglings-sange, men den sætning er bare ikke lige mig.  Det er en meget dramatisk måde at erklære kærlighed til et andet menneske på, men det vil kun gøre mere skade end gavn, og her er hvorfor:

1. Hvis man giver sit eget liv for en man elsker eller bare en man holder nær, kræver det også at personen man ofrer sig for rent faktisk også holder af den der ofrer sig, ellers er det spildt arbejde.

2. Personen man ofrer sig for ville skulle leve med et liv på samvittigheden resten af livet, plus leve med tabet af den han/hun forhåbentlig elskede. Også selvom den person man nu ofrede sig for kunne finde kærlighed igen, skal han/hun stadig leve med et liv på samvittigheden. Igen, hvis personen der nu er død ikke har betydet noget specielt kan det vel være hip som hap.

3. Hvis man endelig ofrer sig for en man holder af, giver sit eget liv for deres, hvilken garanti har man så for at ens elskede ikke pludseligt bliver en andens elsker? Ikke rigtigt nogen. Der er næsten 7 milliarder mennesker på denne jord, der er meget stor sandsynlighed for, at en anden kommer og hapser den man ofrede sig for. Igen, spildt arbejde.

1. Hvis man alligevel mener at den person man ofrer sig for ikke vil elske igen så er man selv et svin for at berøve et andet menneske den glæde, lykke og spænding det er at være forelsket.

4. I virkeligheden er den eneste måde at give sit eget liv for en anden person på, hvis man ofrer sig for den der hader en mest og den der mindst venter det. Jeg mener, personen vil ikke være mentalt traumatiseret af at miste den man holder af, personen vil nok ikke have dårlig samvittighed over ens død, og hvis alt alligevel skal ende godt, så kan man vel argumentere at der er en chance for, at den person man ofrede sig for ændrer livs holdning og derved, forhåbentlig, bliver et bedre menneske. 

Men hvis du sidder nu og tænker "Pokkers, så skal jeg måske ikke skrive "Jeg vil dø for dig" i min næste single", så lad ikke en skør 21-årig knægts mærkelige tanker om tilværelsen stoppe dig. "I would Die for you" har stadig en nuttet betydning. Det er jo at sige "jeg vil gøre hvad som helst for dig, hvad som helst for at du har det godt" Og det er i bund og grund meget sødt.

Dem man ser smile mest er de mennesker der har haft det hårdest

Jeg fik engang at vide at jeg lignede en 20-årig med 50 års erfaring. Ganske vist, hende der sagde det var småberuset på det tidspunkt, men hun stod ved hvad hun sagde dagen efter. Det var en ældre kvinde der boede i nærheden af mig i Caribien der fortalte mig det. Hun sagde, at alder og erfaring ikke er det samme. Man kan sagtens være en 20-årig med mere erfaring end en 40-årig, for erfaring og "voksenhed" afhænger ikke af antallet af år man har eksisteret, men hvad de år har indholdt. Det er i virkeligheden nemmere at forklare på engelsk; "We mature with the Damage we endure, not the years we live" 

I den forstand er folk med en skadet barndom, voldtægt, misbrug, mobning, spise-forstyrrelser, depression, ensomhed, dødsfald, alkoholiker-forældre og så videre, nogle af de mennesker med de mest utrolige holdninger og syn på verden. Den type mennesker der har set de sorte sider af tilværelsen og ved hvor hårdt det kan være at leve igennem alle de forfærdelige ting de har oplevet. For nogle gange er det værste ikke selve det der er sket. Nogle gange er det værste følelsen af at skulle bære på minderne. Situationen er der kun "kort-varigt", men minderne holder hele livet. For nogle motiverer det dem, nogle bliver sindsyge, andre kan ikke komme videre under vægten af deres fortid. 

Nogle gange ville man ønske man bare kunne glemme det. Virkelig, bare kunne glemme det. Og gerne glemme det i lang nok tid til at komme videre med sit eget liv og komme videre med nutiden, men uanset hvor meget man stikker af og gemmer sig, så skal ens fortid nok indhente en. Hvis bare personlige traumer var ligeså nemme at glemme som krig, fødsler, forelskelser, kæledyr og så videre.

Vi oplever så meget der kan gøre ondt. Alle husker tydeligt deres første forhold og hvor trist og deprimeret man var da det forhold endte. Alligevel vælger man at blive forelsket igen, hvilket bare resulterer i endnu mere smerte og værre depressioner. Man bliver forelsket fordi man har valgt at glemme hvor ondt det kan gøre når forhold slutter. Samme princip som når mennesker går i krig mod hinanden. Krig er noget af det mest forfærdelige der findes, alligevel gør vi det stadig. Vi glemmer. På et tidspunkt skal det nok bide os i røven igen, men det glemmer vi nu, for vi er sure nu og her.

Måske er det i virkeligheden en god ting at kunne glemme. Når man viser, at man kan glemme og kan nyde nutiden, tilværelsen og bare for et kort øjeblik glemme alt det forfærdelige ting der er sket, så er man i mine øjne, helt igennem fantastisk. 

Requiescat In Pace

SMSer er døde. Glæden ved at sende SMSer til hinanden er væk, og det er Facebooks Messenger der har slået dem ihjel. En af de fantastiske ting ved SMSer var, at man kunne ikke se om modparten havde set den. Denne glæde er ødelagt og erstattet af skuffelse når ham eller hende den søde man skriver med har set beskeden, men så faldet i søvn om aftenen. Det var så spændende og hyggeligt at ligge dér, midt om natten på efterskolesengen og ventede på svar fra hende den søde du lige havde sendt en SMS til. Det er dødt nu. Man får ikke længere sommerfugle i maven når man sender en besked via Facebook Messenger føler man ikke den samme glæde længere, man venter på det lille flueben der betyder "modtageren har læst beskeden kl. whatever", og så bliver man mere og mere skuffet og irriteret jo længere tid der går før man ser den der "[navn] skriver..."

Nej, billedet har ingen relevans, men det er da sjovt? :D

Det er simpelthen ærgeligt, for jeg holdt virkelig af den ventetid hvor man ikke vidste om personen havde set ens søde SMS, læst den, var ved at skrive et svar eller bare var faldet i søvn midt i samtalen. Jeg håber virkelig at du, (ja, dig der læser) vil, istedet for at sende en besked over facebook, så sender en SMS til en du holder af i dag. Genmærker glæden og spændingen ved at vente og ved ikke at vide hvornår et svar dumper ind.

Nogle gange er uvidenhed bedre end alvidenhed.

Selv-identifikation

Hvis der er nogen af jer der ser Doctor Who eller kender til det show, så har i sikkert set Doctoren regenerere. For jer der ikke ved hvad det betyder, er det en måde for Doctoren, som er en alien, at snyde døden. Når han er ved at dø, så regenererer alle cellerne i hans krop og han bliver til en ny person med en ny personlighed. Han har stadig alle sine minder, men han er en helt ny person.
Mange af os kender nok godt følelsen, bare tænk tilbage på hvordan du var for et år siden. Du var ikke den samme som du er i dag, men det er nok ikke ligeså stor en forandring som Doctoren opdager, og nok ikke helt ligeså dramatisk. Det er heller ikke noget der sker fra den ene dag til den anden som det sker i TV-serien, men prøv lige at tænk på hvor vildt det ville være! At kunne få lov til at starte forfra med nye valg, nye overvejelser og nye fejltagelser man ikke har lært fra endnu fordi man ikke har lavet dem. Jeg tror lidt at dette, blandet med håbet om at møde en charmerende Doctor med en TARDIS, en maskine der kan rejse i tid og rum, og komme med ud på fantastiske eventyrer universet rundt, er en af de ting der gør Doctor Who serien så populær som den er.

Hvis jeg kunne regenerere ville jeg have lov til at vokse et stort fuldskæg. Og jeg vil have sort hår!

sympati

Det er mærkeligt hvilke effekter sociale medier som facebook og Twitter har på vores tanker og overvejelser om andre mennesker. Jeg mener, det virker som en platform af konstant testing af ens venner hvor og af deres loyalitet? Hvis nu en pige skriver "årgh fuck, syg i dag" vil der nok være ret mange der skriver "god bedring" og "Håber du får det bedre" men hvorfor? hvorfor skriver man det til sine venner? forventes det af en at man ønsker sine venner god bedring når de er syge, eller hvad? Ja, det er synd, men der er ingen grund til at skrive "god bedring" er der? jeg mener, hvis en af mine gode venner eller veninder skrev det på facebook, at han eller hun var syg ville jeg da have ondt af dem, men jeg vil ikke skrive "god bedring", ikke fordi jeg ikke ønsker dem god bedring, for det gør jeg, men jeg forventer da at mine venner er klar over at de har min sympati næsten ubetinget.

Jeg mener, her er et godt eksempel på følgende. Dette er en af mine gode veninder som jeg har kendt i 5 år; når hun skriver det her har jeg selvfølgelig ondt af hende, men jeg vil hellere kommentere på noget andet hun har sagt i statussen eller nævne et godt minde jeg deler med hende end at skrive "god bedring".

1) Som sagt håber jeg lidt hun ved at hun har min sympati.
2) Der er kun ét svar til "god bedring" - "tak".
3) Den her kommentar åbner op til debat.

Der er ikke nødvendigvis hende der søger opmærksomhed, men nok bare et tegn på kedsomhed. Sygdom er kedeligt, for man kan ikke lave så meget andet, og hey. Facebook er et godt middel til at slå kedsomheden ihjel på. Hvis ikke andet kan man nok komme til at skrive med nogen og derved få hjælp til ikke længere at kede sig? Man føler sig alligevel 'tvunget' til at vise sympati når ens venner skriver noget som dette.

Det kan godt være jeg tænker for meget...


(Og ja, mit facebook er på pirat-engelsk)

forbindelsen mellem Nietzsche og min ynglings-spilserie

"Intet er sandt. Alt er tilladt". Jeg var slet ikke klar over dybten af det citat, af det 'motto' om man vil, da jeg først hørte det i spillet Assassin's Creed. For jer af jer der ikke ved hvad Assassin's Creed er, så er det en spilserie der startede i 2007, og er udgivet af Ubisoft Montréal. Spillene tager udgangspunkt i forskellige historiske perioder og blander det med konspirations-teorier, skabelses-teorier og nogle rigtig interessante karakterer. Det første spil foregår i 1200-tallets Syrien og Israel under korstogterne, vist nok det 3. korstog hvis ikke jeg tager helt fejl. Man spiller som en ung og arrogant snigmorder, Altaïr Ibn La-Ahad, der igennem spillets gang udvikler sig gevaldigt. Han får en bred forståelse ikke kun af menneskets natur, men også af det løfte han tog da han først blev meldt ind i kulten, Assassin's Creed. Han "befrier" menneskeheden fra tempelridderne, som hele vejen er det modsatte af snigmorderne, politisk og filosofisk. Denne kamp mellem Snigmorderne og Tempelridderne fortsætter, i følge spillet, helt frem til nutiden. Det er en kamp om hvordan mennesker bedst trives. Snigmorderne tror på frihed til at leve som det passer en hvor Tempelridderne ser menneskeheden som ignoranter der har brug for stærke ledere, og ellers ikke kan blive tiltroet til at tage egne valg.

I denne spilseries 2, udgivelse, Assassin's Creed II, følger man den unge italiener Ezio Auditore Da Firenze, født i 1459. Assassin's Creed II strækker sig egentlig over 3 spil, Brotherhood of Revelations som er Ubisofts 3. og 4. udgivelse i serien, men Assassin's Creed II skal egentlig ses som "Ezio-trilogien"

Okay, nok forklaring! Ezio!

Ezio Auditore Da Firenze er min ynglingskarakter i noget spil jeg nogensinde har spillet. Ikke kun fordi man følger hele hans liv i de tre spil, men også fordi han er en ydmyg frihedskæmper med meget stærke overbevisninger. Han har dedikeret hele livet til at frigøre folk fra tempelridderes tyranisering både i Italien men også i blandt andet Tyrkiet. Han bliver, blandt snigmordere igennem alle årene, kaldt "The Mentor" fordi han ene mand pillede Borgia-familiens regime over renæssancens Italien og satte det romerske folk fri. Det var selvfølgelig ikke ham der dræbte Borgia-familien i virkeligheden, men det er en af de ting jeg syntes der er fantastisk ved spilserien. Netop at de tager rigtige hændelser som Borgia-familiens regime og fald, og skriver en fiktiv historie og forklaring omkring det.

Hele livet igennem gør Ezio alt hvad han kan for at holde sig væk fra rampelyset. Han ved, at han ikke ville være i stand til at kæmpe for hvad han tror på hvis alle og enhver kender ham, netop fordi han frygter at folk ville vælge ham som enevældig leder. Netop det han selv så inderligt kæmper imod. Han bliver godt nok kaldt "Mentor" af de andre snigmordere, men han frasiger sig retten til at bestemme noget som helst.

I Revelations (det sidste spil i Ezio-trilogien) er han blevet en gammel mand. Han har frigjort Rom, etableret et stabilt samfund i Italien med stærke ledere der tænker på folket frem for deres egen grådighed og han har lagt frihedskampene bag sig. Han begiver sig nu ud på en rejse for svar. Han har længe været plaget af spøgelser (væsner fra en verden før vores, skabelsesteorien jeg nævnte før) og han vil vide hvad hans formål med livet har været. Da han endelig kommer til Masyaf, hvor de første snigmordere holdt til, og hvor man løb rundt i det første Assassin's Creed spil, har han haft en del at reflektere over.

Ezio Auditore, der forklarer "Nothing is True, Everything is permitted"

"It would be if it were doctrine. But it is merely an observation on the nature of reality. To say that nothing is true is to realise that the foundations of society are fragile and that we must the shepherds of our own civilization. To say that everything is permitted is to understand that we are the architects of our actions and that we must live with our consequences, whether glorious or tragic."

Jeg syntes det er et fantastisk grundlag at leve på, da det er en måde at sige at alle er frie til at gøre hvad der passer dem, MEN! man skal kunne leve med konsekvenserne af de frie valg man tager.

start up

Hej! velkommen til min nye blog. Her vil jeg skrive lidt om tanker jeg går rundt med til hverdag, om det er simple tanker om hvad jeg laver og har lavet i løbet af dagen, eller om det er dybere, selv-eksistentialistiske filosofiske tanker kommer nok til at variere en del, så jeg håber du vil nyde at læse dette, uanset hvad det bliver til. I virkeligheden er dette nok endnu et egotrip for mig hvor jeg vil prøve at bevise, nok mest over for mig selv, at jeg ikke er så dum igen.

Min far sagde engang til mig, at "man bør følge den der søger svaret, men holde sig fra den der påstår at have fundet det." Man kan vel næsten sammenligne det citat med "Det er ikke målet men rejsen der tæller". Hvis man altid søger efter Utopia, det ultimativt bedste i livet kommer man til at opleve en masse! Man må bare aldrig lade sig blive fanget et sted og kalde det for "det bedste", fordi verden er så stor og mangfoldig. Wow, det blev pludselig en stor mundfuld. På en mere nede-på-jorden-hverdags-relateret måde kan man sige, at man altid skal yde sit bedste og aldrig mene at men selv sidder med alle svarene. Det er ikke sikkert at man bliver farlig eller sindsyg af at påstå man har svaret på alt, men man skal nok blive gammelklog. Du ved, de der gamle mennesker der fortæller en hvordan man skal leve sit liv og starter næsten alle sætninger med "altså jeg syntes at..!" eller "I min erfaring så..!"
De mennesker bliver man bare trætte af så hurtigt, for man bør aldrig bestemme hvordan andre skal leve deres liv. Selvfølgelig kan det være en fordel at lytte til dem der forstår systemet og ved hvordan man bliver til noget i denne verden, men man bør altid have et åbent sind. Så mange mennesker lever på så mange forskellige måder. Teknisk set er alle mønstre mulige, men nogle er mere sandsynlige end andre, hvis det giver mening. Det kan godt være, at man møder et kærestepar der lever med hinanden på en måde man slet ikke kan forestille sig selv at kunne klare, men hvis de to kan finde ud af det, hvorfor så blande sig og fortælle dem hvad de gør galt? Så længe de er glade og forstående over for hinanden, så er der vel intet galt i det, vel?

Tak fordi du gad læse dette første indslag på min nye blog. jeg vil gøre hvad jeg kan for at komme med nyt materiale når jeg kan og gider, men ellers vil jeg henvise til denne side der minder meget om:
http://tankerattyggepaa.wordpress.com/