Dem man ser smile mest er de mennesker der har haft det hårdest

Jeg fik engang at vide at jeg lignede en 20-årig med 50 års erfaring. Ganske vist, hende der sagde det var småberuset på det tidspunkt, men hun stod ved hvad hun sagde dagen efter. Det var en ældre kvinde der boede i nærheden af mig i Caribien der fortalte mig det. Hun sagde, at alder og erfaring ikke er det samme. Man kan sagtens være en 20-årig med mere erfaring end en 40-årig, for erfaring og "voksenhed" afhænger ikke af antallet af år man har eksisteret, men hvad de år har indholdt. Det er i virkeligheden nemmere at forklare på engelsk; "We mature with the Damage we endure, not the years we live" 

I den forstand er folk med en skadet barndom, voldtægt, misbrug, mobning, spise-forstyrrelser, depression, ensomhed, dødsfald, alkoholiker-forældre og så videre, nogle af de mennesker med de mest utrolige holdninger og syn på verden. Den type mennesker der har set de sorte sider af tilværelsen og ved hvor hårdt det kan være at leve igennem alle de forfærdelige ting de har oplevet. For nogle gange er det værste ikke selve det der er sket. Nogle gange er det værste følelsen af at skulle bære på minderne. Situationen er der kun "kort-varigt", men minderne holder hele livet. For nogle motiverer det dem, nogle bliver sindsyge, andre kan ikke komme videre under vægten af deres fortid. 

Nogle gange ville man ønske man bare kunne glemme det. Virkelig, bare kunne glemme det. Og gerne glemme det i lang nok tid til at komme videre med sit eget liv og komme videre med nutiden, men uanset hvor meget man stikker af og gemmer sig, så skal ens fortid nok indhente en. Hvis bare personlige traumer var ligeså nemme at glemme som krig, fødsler, forelskelser, kæledyr og så videre.

Vi oplever så meget der kan gøre ondt. Alle husker tydeligt deres første forhold og hvor trist og deprimeret man var da det forhold endte. Alligevel vælger man at blive forelsket igen, hvilket bare resulterer i endnu mere smerte og værre depressioner. Man bliver forelsket fordi man har valgt at glemme hvor ondt det kan gøre når forhold slutter. Samme princip som når mennesker går i krig mod hinanden. Krig er noget af det mest forfærdelige der findes, alligevel gør vi det stadig. Vi glemmer. På et tidspunkt skal det nok bide os i røven igen, men det glemmer vi nu, for vi er sure nu og her.

Måske er det i virkeligheden en god ting at kunne glemme. Når man viser, at man kan glemme og kan nyde nutiden, tilværelsen og bare for et kort øjeblik glemme alt det forfærdelige ting der er sket, så er man i mine øjne, helt igennem fantastisk.