Undskyldning

Hej. Jeg føler lidt jeg skylder en undskyldning til bloggen og dig, den ene der læser den. Jeg har ikke lagt noget op i noget tid, men jeg har faktisk ingen forklaring på hvorfor. Jeg har haft masser af tid, jeg har bare ikke haft noget at skrive om. Det er lidt som om at november er årets mandag. Jeg ved det lyder mærkeligt at sige undskyld for, men sådan er det altså. Jeg tror lidt den her blog her har enten brug for en reboot eller for at blive afsluttet. Lad os finde ud af det sammen nu her.

Så, hvad bruger jeg den her blog til?
Jeg bruger den til at skrive hverdags-tanker jeg går med ned for at dele dem. Men jeg har også brugt den som en slags dagbog. Dog en meget offentlig tilgængelig dagbog.

Hvorfor har jeg ikke skrevet så meget på det seneste?
Det ved jeg ikke. Jeg tror lidt jeg måske har manglet lysten til det? Lille ting som mange af jer nok ikke vidste, jeg var i sommerferien i terapi. Jeg gik til en psykolog, ganske vidst gratis, men stadigvæk en psykolog flere gange. Mest for at snakke om min mangel på glæde hen over sommeren. Det sluttede lidt omkring slutningen af August da jeg fik mig en af de der jobs folk nu går og snakker om så meget. Jeg arbejder ikke længere som Bartender på Heidis, det ville blive for stressende og for hårdt nu hvor jeg også skulle starte på et nyt studie, Art & Technology. Det kan selvfølgelig også have været det? Jeg ved det ikke. Pointen med at fortælle om terapien var, at jeg tror lidt Bloggen her har overtaget rollen som terapeut. Det virker fint, syntes jeg, også selvom der ikke kommer meget svar tilbage.

Har jeg bemærket en ændring i min måde at være på?
tydeligvis er grunden til at jeg spørger mig selv det, at det har jeg. Jeg har bemærket at jeg desværre er begyndt at skubbe folk omkring mig væk. Eller, sådan frygter jeg nogle gange det bliver opfattet. Jeg er mere spydig end jeg plejer og kommer med dumme bemærkninger, ignorerer folk eller afbryder uden at tænke over det. Det er slet ikke sådan jeg er, jeg ved ikke hvorfor jeg gør det. Men, man siger jo også at første skridt mod løsningen, at indrømme at der er et problem. Nu kan jeg så begynde at arbejde på at være mindre frastødende overfor mine medmennesker. Hvis du har følt dig i skudlinjen for min 'aggressivitet' så må du meget undskylde. Det har ikke været min mening.


Jeg tror bloggen her får lov til at overleve. Det er trods alt "Tanker på snor". Det inkluderer alt. Også mine personlige tanker om mig selv, og dem har jeg, som alle andre, mange af. Peace out indtil næste gang vi skrives/læses ved.

Efterår...

Nu er det for alvor efterår. Jeg kunne for alvor mærke det i denne uge med kulden, blæsten og kastanjetræet i baggården er begyndt at kaste kastanjer efter forbipasserende. Efteråret er en periode på året hvor mange bliver kede af det og mørket har en negativ effekt på folk. Jeg mener jeg læste en artikel for noget tid siden om parforhold, og at parforhold der starter om foråret er i større risiko for at blive opløst 5-6 måneder senere om efteråret, hvor imod forhold der starter om efteråret holder statistisk set længere. Grunden til dette (eftersom jeg husker) er, at glæden om foråret og den lette stemning er det man bliver forelsket i. Når efteråret så kommer og ens humør falder, så mangler man også "sommergnisten" og det får desværre mange til at slå op, hvorimod par der finder sammen om efteråret oplever allerede hinandens "nedekurve" humør-mæssigt hen over vinteren. Det giver god mening, ikke? Mange mennesker kan ikke lide efteråret, blandt andet af humørsvingningerne og så videre.

Jeg holder rigtig meget af Efteråret. Det er faktisk min ynglings-årstid. Der er endelig noget at lave efter en lang sommerferie af ingenting, Det er ikke ulidelig varmt om natten længere, solen står ikke op klokken 3 og vækker en og man kan ENDELIG have alt det seje tøj som jakkesæt på igen uden at dø af hedeslag. Det er rigtig rart at kunne mærke vinden køle ens kinder når man er udenfor og blæsten fanger ens jakke og det er dejligt. Mørket falder hurtigere, byen falder i søvn tidligere og det bliver meget mere idyllisk at gå rundt. Man kan mærke man er i live, og naturen har aldrig set flottere ud! Ja, forår bringer de nye, lysegrønne farver med håb om sommer og sol, men sommer er bare ulidelig varme eller masser af regn. Der er så flot udenfor om efteråret. Alle farverne, gul, mørkerød, grøn, brun, kastanjer der falder, naturens stressbolde! og de er så pæne og unikke at kigge på. Man kan flyve med drager, man kan sidde i vindueskarmen og drikke kakao når det regner, man kan gå lange ture når det blæser med stiv arm, man kan mærke naturen og mærke at man er i live.

Jeg kunne have skrevet et langt klagebrev om, hvor træls, vådt og koldt efteråret er, og størstedelen af jer vil nok være enige med mig. Skrive en kæk titel på dette opslag som "Gud, hvor jeg dog hader efterår" eller "Hvorfor har vi overhovedet denne årstid?" men sandheden er, at jeg elsker denne tid på året højere end de andre.
Det er også i denne årstid at jeg blev født, en kold novemberdag.

Tilbage på arbejdsmarkedet.

For 2 år siden blev jeg færdig med gymnasiet. Det var fest, farver og glade dage, og så, intet.
Efter det var der ingen plan, eller sådan føltes det ihvertfald. Jeg vidste ikke hvad jeg ville læse, mit kærlighedsliv var på vej ned i vasken, det var som om jeg fik færre og færre venner og det gik generelt lidt ned af bakke. Det var tydeligt, at jeg havde brug for forandring, så jeg besluttede mig for, at jeg skulle ud og rejse. For at komme ud og rejse, er det en god idé at tjene nogle penge. Jeg kan godt lide at tjene mine penge på lovlig vis, og det betød selvfølgelig at jeg skulle have et arbejde.
Jeg blev skrevet op som vikar hos et vikar-bureau, og det ledte til nogle interessante arbejdspladser. Jeg blev sendt ud hos Arla hvor jeg pakkede ost, jeg samlede gulvvarme-elementer på Fyn, sorterede tyggegummi i Vejle og var blandt andet også i Oksbøl-Lejren for at samle et telt.
Det var.. interessant mange af stederne, desværre var der også nogle af stederne hvor cheferne eller de ansvarlige ikke ligefrem var de mest kompetente. (Nu har jeg skrevet under på at jeg ikke må hænge nogen ud, hverken navne eller arbejdspladser hvis jeg har kritik, så der kommer ingen navne eller arbejdsgivere)
Der var skam også gode arbejdsgivere og chefer, blandt andet en fabrik jeg arbejdede for i et par uger hvor chefen ville komme ned i produktion nårend han ikke havde andet at lave, og hjalp os der sad og lavede varerne, hvilket er, i min mening, en rigtig måde at gøre det på.

Så efter 3 måneder på en tropisk paradis-ø kom jeg hjem igen og havde brugt stort set alle mine penge, så i stedet for at trække på gaderne besluttede jeg mig for at få et job igen. Det var så sidste sommer at jeg, i en måned, fik arbejde på Lidl Centrallager i Kolding. Det var.. okay. Jeg var måske ikke den mest motiverede ansatte, og jeg var der også kun indtil jeg startede i skole igen.

Nu har jeg været i Aalborg i et år, og nu har jeg endelig fået et job! Jeg arbejder som Bartender på Heidis Bier Bar nu, og det er fantastisk! Som det kan læses her, har jeg ikke arbejdet i service før, kun lager/logistik og i produktion, så det er en dejlig forandring. Jeg ser frem til hver vagt og glæder mig til den fest det bliver. Jeg går hjem og sover efter hver vagt, fordi intet kan slå den oplevelse jeg lige har haft på jobbet end søvn. Jeg ser frem til vagter frem for at ville have dem overstået hurtigst muligt som jeg tidligere har haft det med arbejde, og tiden går dejligt hurtigt.

Pointen med dette er ikke at tilbede min nuværende arbejdsplads, men nærmere at fortælle om den forskel jeg har opdaget med arbejde og med min motivation, ved at lave noget jeg syntes er sjovt.
Nu findes der mennesker der er ligeglade med hvor de arbejder, så længe de bliver betalt for det, men jeg er ikke en af de mennesker. Mit arbejde er ikke mit liv, men jeg vil fandme hellere betales for arbejde jeg holder af end jeg vil for et sted jeg ikke kan vente med at komme væk fra.

Verden har ikke brug for endnu en helt. Den har brug for en professionel.

Wow, det er længe siden jeg har skrevet et blogindlæg sidst. Hvad er der sket siden sidst? Næsten hele sommerferien er sket. Jeg har været i Kolding i 2 uger og så hjem igen, jeg har fået job, jeg har alt i alt haft for meget fritid til at sætte mig ned og skrive et blogindlæg som dette. Hold godt fast, det bliver sikkert langt. Jeg har meget på hjerte.

Forleden læste jeg en nyhed om en kvinde der mente, at aircondition på et britisk kontor var sexistisk, fordi det var 22 grader varmt. Hun mente, at det var for koldt til kvinder. Nu vil jeg nødigt komme ud i hele køns-debatten og hvilket køn bliver undertrykket af hvem og så videre, personligt syntes jeg der er både gode og dumme argumenter fra alle sider i debatten. Men det her er ikke et køns-problem. Aircondition er ikke et køns-problem, og det er slet ikke bevidst for at få kvinder til at fryse på kontorer. Om ikke andet får et køligere arbejdsmiljø folk til at tage mere tøj på og derved dække mere hud, så argumentet om at der er skruet ned for varmen med seksuelle intentioner falder fra hinanden. Jeg ved ikke med dig der læser, men jeg syntes 22 grader er varmt! Jeg ved også, at en jeg kender vil gøre alt for at få arbejds-temperatueren hun arbejder i ned fra 27 grader for hun syntes det er ALT for varmt! Jeg ved også at der er videnskabeligt belæg for, at kvinder og mænd generelt mærker temperaturer forskelligt, men jeg nægter at tro, at air-conditionen er stillet PERFEKT til mænd, og så er den ikke længere. I virkeligheden ser jeg ikke et problem i Radhika Sanghani, hende der fremsætter problemet, og at hun bare vil have opmærksomheden. Hvis man ser interviewet, lyder hun meget afslappet, hendes argumenter lyder umiddelbart gode, men! hun brokker sig over at kvinder ikke må have pænt tøj eller moderne tøj på, de skal have en sweater eller en "emergency-cardigan" som hun så fint kalder det, med på arbejde, og samtidig siger hun at så må mænd droppe jakkesættet og modetøjet og komme på arbejde i T-shirts hvis de har den rette temperatur.

det største problem er, at airconditionen er ikke sat til 22 grader for mænds komfort, det er ikke sat til 22 grader for kvinders ubehag. nej.

Airconditionen er sat til 22 grader fordi et kontor er fyldt med elektronik som computere, skærme, servere, printere, kopimaskiner der skal holdes på en vis temperatur for at undgå overophedning eller kortslutning der kan lede til brand eller ødelagte arbejdsredskaber.

Sådan noget som det kan gøre mig glad for, at når danskerne endelig fokuserer på problemer er det reelle problemer som betyder noget for det danske samfund. 

Åh gud. 

HVAD FANDEN SKER DER DIT PERVERSE SVIN?? Hvad er straffen i militæret for stalking af de royale man skal beskytte? Det må da mindst være fængsel. Hvad fanden har han gang i den stodder. Han kunne selvfølgelig ikke holde det for sig selv, han skulle give HER & NU mere royalt sladder at mæske sig i. 

Fuck it. Jeg forsvinder lige 70+ timer ind i spiluniverset, Witcher 3: Wild Hunt.

Det er et fantastisk spil, forresten! Hvis du er interesseret i RPG spil og Europæisk fantasy så er Witcher-serien lige noget for dig. Man spiller som Geralt of Rivia, en professionel monsterdræber der er gennem mutationer og magi er blevet gjort til et super-menneske, en Witcher, for bedre at kunne dræbe monstre.

Spillet er fantastisk fordi det ikke ligger låg på noget. Ligesom Game of Thrones ikke gør. Karaktererne i spillet er fantastisk skrevet. Der er få helte i universet da helte som regel dør i "virkeligheden". Det gør GoT også opmærksomme på da de i sæson 1 dræber Ned Stark, helten og hovedpersonen. Det er aldrig heltene der overlever, og Geralt i Witcher-serien er ikke en helt. Han gør hvad han er blevet skabt til. Dræbe monstre. Det er så hans egne beslutninger om det er Monstre-monstre eller mennesker der opfører sig som monstre der bliver hugget i småstykker, og som jeg sagde tidligere til en ven da jeg skulle beskrive Geralt: Hans bedste kvalitet er, at han ikke kun ved hvornår han skal dræbe monstre, men også hvornår han skal skåne dem. 

Efter den afslutning kan jeg roligt sige: Det er dejligt at være tilbage her på bloggen! Vi ses i mine tanker næste gang. God fredag!

At være selv

Nu har jeg boet selv i snart et år, hvis man også tæller de 3 måneder jeg var i Caribien med, og det syntes jeg faktisk er helt okay. Da jeg gik på efterskole og boede sammen med Laurits fra november og frem, blev jeg enig med mig selv om, at jeg altid skulle have en bo-fælle når jeg flyttede hjemmefra. Jeg troede ikke, at jeg ville kunne klare at bo selv. Jeg kunne ikke hvile i, bare at være selv. Nu er det ganske vist også 5 år siden. Der er sket meget på de 5 år. Jeg har, de seneste 5½ år haft 3 kærester, færdiggjort gymnasiet, fået venner jeg den dag i dag antager som værende nogle af de nærmeste venner jeg har, jeg har virkelig udviklet mig meget. Jeg har brug for social anerkendelse, nok også derfor jeg fører den her "åbne dagbog" som man kan kalde min blog. Det er derfor jeg er som jeg er, blandt andet. Jeg plejede at tro, at jeg kun kunne være glad når jeg var sammen med andre og blev anerkendt, men jeg har de seneste år erfaret, at det ikke er rigtigt. I Caribien lærte jeg at være glad selvom der ikke var mennesker omkring mig hele tiden, jeg lærte at det egentlig var okay ikke at være omgivet af mennesker hele tiden. Det var rigtig sundt for mig at erkende dette, og det er også rigtig godt for mig nu hvor jeg bor selv, at kunne være mig selv, at kunne være glad, selvom jeg er alene.

En af de ting der dog går mig mest på ved at bo alene er når jeg skal lave mad. Jeg gider det simpelthen ikke, og ender desværre med bare at koge nudler, varme nogle frosne kartofler i ovnen eller stege lidt kød og så bare spise det. Jeg tror ikke, jeg ville have det problem hvis jeg havde en bo-fælle, fordi så var madlavning ikke kun for min egen skyld, men faktisk for at kunne lave mad til nogen. Det tror jeg, at jeg vil have det meget bedre med. I dag laver jeg ordenlig mad, også så jeg har til i morgen og ikke skal tænke på det dér. Problemet er heller ikke opvask, for jeg har en opvaskemaskine her i lejligheden.

Pointen er, at ensomhed ikke længere er min fjende. Det er min ven.

Jeg skal stadig tage mig sammen til at lave mad.

UPDATE: Jeg lavede noget lækkert aftensmad i dag og det var godt!

Dovenskab

Jeg har ikke nogen store tanker for tiden.


så der kommer nok ikke så meget.

her er et sjovt billede:

dagens lyspunkt

Kan i huske de gange, man har været i klasseværelset, ens dag startede ikke alt for godt. Man var måske kommet lidt hurtigt ud af døren, havde knapt nok været i bad og fået morgenmad før man stormede ud i regnen for at nå i skole før klokken slog 8. På cykelturen derover havde regnen gennemblødt en, en stor lastbil var hensynsløs og kørte igennem en stor vandpyt netop som den passerede, folk var sure og stressede og man ville egentlig bare hurtigst muligt op på skolen og ind i tørvejret.
Netop som man sidder der i klassen og surmuler kommer den person ind. Den ene person som bare ved at eksistere får dig til at smile. Man kan ikke lade være? så sidder man dér, gennemblødt og har al grund til at være sur og træls, men den person der bare redder ens dag ved at smile og se sød ud vil bare ikke lade dig.
Jeg snakker selvfølgelig om at have et crush på en. Det har vi alle. Jeg har slet ikke tal på hvor mange jeg har haft et crush på i løbet af årene, men jeg ved, at de har været med til at gøre min hverdag bare den del bedre. Det er meget få gange jeg så endelig har fået gjort noget ved det crush, men jeg tænker også lidt, at et crush ikke nødvendigvis er noget man skal gøre noget ved? jeg mener, reelle forelskelser er dem man virkelig skal gøre noget ved, men et crush på nogen er ikke helt så seriøst igen. Måske har det været det bedste at jeg ikke har gjort noget ved det, for det kunne jo gå så galt, og det er ikke engang sikkert at personen man har et crush på, er klar over ens eksistens (eller i det mindste er klar over at der er nogen der har et crush på dem)

Det er ikke fordi at et crush nødvendigvis er det samme som en forelskelse. Det kan lede til forelskelse, men det er ikke et selvfølge. For mig er det at have et crush på en bare at deres velbehag, deres glæde og deres smil; Gør mig glad. Det er sket mange gange som sagt. Jeg havde et crush på den her pige for nogle år siden, og hver gang hun kom i skole blev jeg glad. Jeg kunne ikke lade være med at smile når hun gjorde, kunne ikke få øjnene fra hende i lang tid, hun gjorde mig glad. Og hun var ikke klar over det. Det er hun stadigvæk ikke, og det kommer hun ikke til. Du sidder og tænker på hvem det mon var nu, gør du ikke?

Det er ikke information jeg har tænkt mig at dele. Hun var mit lyspunkt dengang og hun, uden at vide det, gjorde mig glad i ret lang tid. Jeg har ikke tænkt mig at ødelægge hverken mit minde eller hendes samvittighed ved at fortælle hvem det var, og det bør du heller ikke. Du har sikkert også haft nogen du har haft et crush på på denne måde.


Og du har været lyspunktet for flere mennesker end du tror. Hvis der er nogen der har fortalt dig at de har haft et crush på dig er det sikkert kun under halvdelen af dem der har haft et på dig, der har fortalt dig det. Det er en rar tanke syntes jeg. Det er ikke noget man behøver gøre noget ved, det er bare et bevis på, at mennesker gør mennesker glade.

Eller bare det.

Fremmedhads-debat på JV

I går fandt jeg mig selv i en heftig debat på jv.dk, hvor der i artiklen kort blev forklaret om en demonstration og en moddemonstration der fandt sted i Kolding. Det handlede om 20 mennesker fra SIAD (Stop Islamiseringen Af Danmark) der var mødt op, og over hundrede moddemonstranter fra facebook-gruppen "Mod fremmedhad i Danmark". I facebook-Debatten under artiklen skrev folk nogle rimelige voldsomme ting om islam og indvander-kulturen. Der blev delt artikler fra den korte avis, luftet ekstreme holdninger at "enten skal alle muslimer ud af landet ellers laver de Danmark om til en muslimsk stat" og "Hvis så mange mennesker gerne ville have frihed og demokrati i deres hjemland så havde de nok gjort det" og det fik mig til at tænke...

Hvis argumentet, at Islam er en voldelig religion på grund af ting som blandt andet ISIS gør skal holde, så skal kristendommen og den vestlige kultur også dømmes ud fra f.eks. Anders Breiviks handlinger, KKK's voldsomme terroraktioner i USA osv.

Et andet argument der også blev brugt var, at Koranen opfordrer til voldelige handlinger og straffe som stening til døden og halshugning.
-"Det gør biblen også"
-"ja, men vi er jo meget mere udviklede end muslimerne er"

ja, argumenterne er der mange af. jeg undrer mig bare over, om der virkelig er så mange mennesker i et fredeligt land som Danmark med så voldsomme holdninger, eller om jeg bare fik fat i en uheldig håndfuld på JVs hjemmeside?

En af grundende til at jeg skriver herinde, er at jeg har prøvet at bruge fornuft i debatten, stillet kritiske spørgsmål ved nogle af personernes holdninger og fået svar som "Bare vent og se om et år vil du også have islam ud af landet".
Jeg har stadig brug for at lufte mine holdninger :)

Undskyld den lidt hårde tone her, men denne blog er mine tankers hundepark. Her skal de ud og lette ben fra tid til anden.

Er det okay at have ondt af sig selv?

jeg er så træt af de artikler man læser på Facebook og ser over alt med "If you can understand this then you are a GENIUS". Det er artikler der viser meget simple ting og stempler dem som "Unikke". et eksempel er en artikel fra Berlinske med overskriften "Generer høje lyde dig? Så er du måske et geni".

Den taler jo til alle der kan høre! Alle mennesker der har velfungerende ører bliver da irriteret af høje lyde, det siger jo sig selv, men det er bare en del af selvdiagnose som jeg er ved at være træt af. "jeg er faktisk klogere end gennemsnittet at du ved det" flot. tillykke. hurra. Er du så mere værd end os andre? Det at være et geni har altså ikke kun positive effekter, det betyder ikke at du bare er klogere end andre. Det betyder, at du er så klog, at hele verden går dig på. hver dag, hver time, hvert sekund. Det betyder, at hvorend du er, (ifølge den her artikel og andre som f.eks. på Dagens.dk) så går smålyde fra folk omkring dig på som en i helvede. Jeg mener, til en grad hvor man har svært ved at være sammen med andre mennesker fordi de er så dumme og smasker så højlydt at det ikke er til at holde ud at høre på.
Det samme gælder en trend der kører på andre, lidt mere anonyme hjemmesider med Depression, PTSD, Borderline osv. som trends. DET ER PÅ MODE AT VÆRE SYG. Problemet med det er, at depression ikke er noget man snakker om. Det er ikke noget man vil indse, at man har. Det samme med PTSD. For omkring et år siden påstod en amerikaner at være blevet ramt af PTSD på grund af hårde toner på internettet. Det var en måde at få opmærksomhed på, som virkede. Problemet er, at PTSD er ikke noget man er stolt af. PTSD er noget oftest soldater hjemvendt fra krig lider. Det er minderne om deres venner der er blevet sprængt i stykker, synet af død og ødelæggelse overalt hvor de var, og følelsen af ikke længere at have et formål, nu da de er vendt hjem fra krig.

Depression og PTSD er alvorlige sygdomme der i sidste ende kan lede til selvmord. Det er ikke noget man skal joke med eller være stolt af at have, uanset hvor meget opmærksomhed man kan få ved at fortælle fremmede, at man har det. En af symptomerne for begge sygdomme er blandt andet indelukkethed, så derfor vil folk der lider af det sjældent indrømme det. Hvis de gør, er det noget der kræver virkelig meget mod.

Undskyld at mit blogindlæg her har været meget en rant, jeg er bare træt og sur over at det er på mode at lide.

Chikane - pas nu på, ikke?

Jeg har lige læst en artikel på Politiken om Everyday Sexism Project, en hjemmeside hvor kvinder kan dele deres ubehagelige oplevelser med sexchikane og sexisme. Der er lavet en gruppe på facebook hvor folk kan dele deres historier og det gælder både mænd og kvinder. Målet er, at få sexchikane som samtaleemne ud af Tabu-statussen og fortælle folk, at det er okay at snakke om.

Det er godt! det er vigtigt og sundt, men jeg kan også se en stor fare. Fordi det foregår på internettet, har man tendens til at være meget mere aggressiv på internettet. Jeg frygter, at facebook-grupper hvor man deler sex-chikane-historier kan blive til "Mænd v.s. Kvinder" alt for hurtigt. Jeg frygter virkelig at jeg bliver beskyldt for sexchikane på andre mænd eller drenges vegne, for det er sket før. Jeg syntes selv at jeg behandler mine medmennesker godt, jeg er ikke et svin eller en idiot. Jeg smiler og ønsker folk en god dag og holder mine samtaleemner relativt stuerene, men jeg har alligevel fået tilråb fra mennesker når jeg er i byen med at jeg er et "sexistisk svin" bare fordi jeg er han-køn. Det er selvfølgelig ikke sket ofte og det er intet der går og plager mig på dagligt basis, men det får mig til at tænke når det endelig sker: Hvorfor sker den her fjendliggørelse hele tiden? det skete også sidste måned men bare med "Danskere v.s. Muslimer". Det virker som om det ofte ender i "Os mod Dem" og det er en farlig situation at være i, og det gør mig faktisk bange for hvordan fremtiden bliver. Når jeg ser folk på FB skrive "How to give birth to a boy: Get an abortion to minimize the amount of misogynistic, sexists pigs" bliver jeg bange for, at folk mener det.

Det facebookgruppen Everyday Sexism Project Denmark har gang i lyder fornuftigt, fordi de giver alle mulighed for at dele deres historier, og de modererer de ting der bliver ytret på deres gruppe for at undgå mudderkast eller mobning, og det er godt! Så hvis du sidder med en ubehagelig oplevelse du gerne vil ud med, så tror jeg at det er trygt nok at linke dig hen til den facebook-gruppe så du kan komme ud med det. Bare sørg for at være openmindet og ikke anklage alle mænd for en idiots handlinger, ikke?


Forresten, alle highlights i teksten er links til artiklen, en rapport om aggressivitet på internettet og så facebook-gruppen

Selv-identisk krise

Det går op for mig, at jeg har lavet et lignede oplæg før, det handlede bare om Doctor Who, men følg nu alligevel med, for det her er ikke i samme stil som "Selv-identifikation". Nogle gange kan det være forvirrende at finde ud af hvem man er og hvor man vil hen.

Mange elementer er med til at skabe den person man er, men hvordan ved vi, hvem vi er? Har man selv en indflydelse på hvem man er? Selvfølgelig har man det, men hvor stor en indflydelse? Jeg tror, at man til en hvis grad kan skabe en person man gerne vil være. Det betyder ikke altid det er en god idé. Jeg husker, hvordan jeg på et tidspunkt gjorde hvad jeg kunne for at folk skulle lide mig. Jeg gjorde alt. Jeg tilpassede mig den venne-gruppe jeg følte gjorde mest for mig og skubbede de mennesker der ville hjælpe mig med personlig vækst, væk. Hvorfor gjorde jeg mon det? var jeg bange for, at hvis jeg ikke tilpassede mig den omtalte venne-gruppe, så havde jeg forkastet sidste chance for at få venner? Jeg ved det virkelig ikke. Hvad jeg ved er, at da jeg pludselig fik tid til at udforske mig selv, fandt jeg ud af at der var andre mennesker der ville passe bedre til mig. Den dag i dag snakker jeg sjældent med den vennegruppe jeg var en del af. Er jeg vokset fra dem, eller gik det bare op for mig som for dem, at vi ikke havde så mange ting til fælles alligevel?  Jeg har ihvertfald lært, at med den rette udstråling og tilgang kan man få venner stort set overalt. Om det er til Bueskydning, på nettet, i en Universitetsby eller på den anden side af jorden med mennesker fra andre kulturer og baggrunde, så kan man altid finde nogen at identificere sig med.

...men hvor stor en indflydelse har det på ens liv? Måske er opvækst og hvordan man er blevet opdraget også med til at skabe en stor del af hvem man er? Jeg tror, at ens forældres opdragelse har enorm indflydelse på, hvordan de opdrager dig. Nærmere, de ting de er utilfredse med i deres barndom bliver der lagt ekstra fokus på i deres børns opdragelse. Jeg ved for eksempel, at en af mine forældre blev sammenlignet med sine venner af moderen, og det har været så forfærdeligt at få at vide, at ens forældre bedre kan lide ens venner på visse punkter, at jeg aldrig er blevet sammenlignet med mine venner af mine forældre, simpelthen fordi de ved, hvor ondt det gør. De ønsker ikke at påføre deres børn den følelse. Det virker selvfølgelig begge veje, for der er sikkert ting fra deres opdragelse som har været med til at skabe de gode mennesker begge mine forældre er, som de ikke har fået bragt videre til mig. Det er vigtigt i denne forbindelse at få nævnt, at dette ikke er en dårlig ting. Forældre kan ikke, uanset hvor meget de prøver, lære deres børn alt. Man skal også have lov til at lære af sine egne fejl.

Man skal først blive bekymret for det mentale helbred hvis man ikke kan lære af hverken sine egne eller andres fejl. For eksempel ved at demonstrere for ens forældre, hvordan storesøster brændte hånden på det glohede komfur, ved selv at smække hånden på under udtalen: "hun gjorde bare sådan her"

ikke også, far?

Dem og Os.

Jeg tror det vigtigste i alle debatter nu til dags, om det er kønnenes ligestilling eller om Muslimer skal have lov til at være i Danmark, er at lade være med at skelne på mennesker med kun 2 ekstremer. Enten eller. Det skal stoppe nu. Når jeg læser hvad jeg vil kalde racistiske udtalelser eller ekstreme holdninger som Maj-Britt der ønskede flere terrorangreb i Danmark, er det eneste jeg kan tænke "Hvorfor bliver nogle mennesker ved med at sige Os mod Dem?" hvad folk glemmer at indse er, at vi alle er mennesker. Der er ikke noget "dem og os"; De er os!

når ekstremistiske feminister på Facebook begynder at snakke om forskelle på kvinder og mænd og hvordan nogle mænd undertrykker kvinder, om det er ved at lægge nøgenbilleder af piger på nettet eller ved at kritisere en husmor-rost bogserie som Fifty Shades of Grey, bliver jeg helt ked af det når visse individer kritiserer en hel menneskegruppe baseret på én fiktiv mands handlinger. Hver gang jeg engagerer mig i debatter på fora eller facebook hvor der er den her splid mellem mænd og kvinder, ekstremister og normale mennesker, er jeg altid meget forsigtig med IKKE at være med den ene side eller den anden side. For nogle uger siden var jeg med i en debat om en pige der havde fået hacket sin Email-adresse og hackerne havde lagt nøgenbilleder af pigen de havde fundet op på nettet. Hendes respons var at få taget professionelle nøgenbilleder som hun så lagde på nettet. Fin respons, modigt og symbolsk for at tage valget om egen krop i egen hånd. Menneskerne der kommenterede på dette begyndte at komme med argumenter som "så kunne hun da lade være med at tage nøgenbilleder i første omgang", der blev besvaret af "En kvinde skal have friheden til at tage billeder hvis hun vil, det er svinsk af mænd at stjæle de billeder og distribuere dem online".

Problemet her er ikke mænd vs. kvinder, det er nogle hackere der har frataget hende friheden for selv at vælge hvad hun vil gøre med sine nøgenbilleder. Problemet er ikke hende eller mænds natur, problemet er nogle røvhuller der ikke forstår sig på privatliv. Hun skal ikke have skylden for det, kvinders natur er ikke skyldig og det er mænds natur heller ikke.


Pointen er, at der er stort set intet der kan kategoriseres på den måde. Mennesker er individer, ikke objekter der kan sættes i bokse.

Ondskab

Hej, nu er jeg tilbage igen efter nytåret… Og hele Januar måned. Ups.

Jeg har længe manglet noget at skrive om, men så i sidste uge faldt jeg over et billede på nettet af Adolf Hitler.

Det er et billede af Hitler der flirter med Eva Braun. Jeg syntes det er rigtig interessant at se, hvordan denne mand der igennem årene er blevet portrætteret som ondskaben selv, pludselig er nede på et menneskeligt niveau og rent faktisk flirter med en kvinde. Alt den ondskab, alt det han har gjort er pludselig glemt i forhold til dette billede, hvor det går op for en, at han var et menneske, og det er nok det mest skræmmende jeg kan tænke på ved Hitler. Ja, holocaust var forfærdeligt, jødeforfølgelsen, racismen, fangelejre, autchwitz, hans ideologi og at det lykkedes for ham at føre sin drøm ud i livet er da skrækkelige handlinger, men det der skræmmer mig mest er, at han var menneske. Han var et menneske som alle andre. Den ondskab, det had han lå inde med ligger måske gemt i os alle sammen. Det er virkelig uhyggeligt at tænke på!

Hvis Adolf Hitler nu havde været en klassisk tegneserie-superskurk som var enten fra en anden planet, var blevet udsat for eksperimenter eller på anden måde havde fået fjernet "menneskeligheden", så havde det været lidt mere okay? Men det, at han var et ganske normalt menneske skræmmer mig fra vid og sans. Den tanke, at der kan og højest sandsynligt er andre som ham med hans evner og visioner i verden, men måske også at vide, at den ondskab, den konstante søgen efter krig er en del af menneskets natur. Ondskaben ligger i os alle. Det er vigtigt at være klar over, præcis hvad man ligger inde med så man kan kontrollere det.