sympati

Det er mærkeligt hvilke effekter sociale medier som facebook og Twitter har på vores tanker og overvejelser om andre mennesker. Jeg mener, det virker som en platform af konstant testing af ens venner hvor og af deres loyalitet? Hvis nu en pige skriver "årgh fuck, syg i dag" vil der nok være ret mange der skriver "god bedring" og "Håber du får det bedre" men hvorfor? hvorfor skriver man det til sine venner? forventes det af en at man ønsker sine venner god bedring når de er syge, eller hvad? Ja, det er synd, men der er ingen grund til at skrive "god bedring" er der? jeg mener, hvis en af mine gode venner eller veninder skrev det på facebook, at han eller hun var syg ville jeg da have ondt af dem, men jeg vil ikke skrive "god bedring", ikke fordi jeg ikke ønsker dem god bedring, for det gør jeg, men jeg forventer da at mine venner er klar over at de har min sympati næsten ubetinget.

Jeg mener, her er et godt eksempel på følgende. Dette er en af mine gode veninder som jeg har kendt i 5 år; når hun skriver det her har jeg selvfølgelig ondt af hende, men jeg vil hellere kommentere på noget andet hun har sagt i statussen eller nævne et godt minde jeg deler med hende end at skrive "god bedring".

1) Som sagt håber jeg lidt hun ved at hun har min sympati.
2) Der er kun ét svar til "god bedring" - "tak".
3) Den her kommentar åbner op til debat.

Der er ikke nødvendigvis hende der søger opmærksomhed, men nok bare et tegn på kedsomhed. Sygdom er kedeligt, for man kan ikke lave så meget andet, og hey. Facebook er et godt middel til at slå kedsomheden ihjel på. Hvis ikke andet kan man nok komme til at skrive med nogen og derved få hjælp til ikke længere at kede sig? Man føler sig alligevel 'tvunget' til at vise sympati når ens venner skriver noget som dette.

Det kan godt være jeg tænker for meget...


(Og ja, mit facebook er på pirat-engelsk)

forbindelsen mellem Nietzsche og min ynglings-spilserie

"Intet er sandt. Alt er tilladt". Jeg var slet ikke klar over dybten af det citat, af det 'motto' om man vil, da jeg først hørte det i spillet Assassin's Creed. For jer af jer der ikke ved hvad Assassin's Creed er, så er det en spilserie der startede i 2007, og er udgivet af Ubisoft Montréal. Spillene tager udgangspunkt i forskellige historiske perioder og blander det med konspirations-teorier, skabelses-teorier og nogle rigtig interessante karakterer. Det første spil foregår i 1200-tallets Syrien og Israel under korstogterne, vist nok det 3. korstog hvis ikke jeg tager helt fejl. Man spiller som en ung og arrogant snigmorder, Altaïr Ibn La-Ahad, der igennem spillets gang udvikler sig gevaldigt. Han får en bred forståelse ikke kun af menneskets natur, men også af det løfte han tog da han først blev meldt ind i kulten, Assassin's Creed. Han "befrier" menneskeheden fra tempelridderne, som hele vejen er det modsatte af snigmorderne, politisk og filosofisk. Denne kamp mellem Snigmorderne og Tempelridderne fortsætter, i følge spillet, helt frem til nutiden. Det er en kamp om hvordan mennesker bedst trives. Snigmorderne tror på frihed til at leve som det passer en hvor Tempelridderne ser menneskeheden som ignoranter der har brug for stærke ledere, og ellers ikke kan blive tiltroet til at tage egne valg.

I denne spilseries 2, udgivelse, Assassin's Creed II, følger man den unge italiener Ezio Auditore Da Firenze, født i 1459. Assassin's Creed II strækker sig egentlig over 3 spil, Brotherhood of Revelations som er Ubisofts 3. og 4. udgivelse i serien, men Assassin's Creed II skal egentlig ses som "Ezio-trilogien"

Okay, nok forklaring! Ezio!

Ezio Auditore Da Firenze er min ynglingskarakter i noget spil jeg nogensinde har spillet. Ikke kun fordi man følger hele hans liv i de tre spil, men også fordi han er en ydmyg frihedskæmper med meget stærke overbevisninger. Han har dedikeret hele livet til at frigøre folk fra tempelridderes tyranisering både i Italien men også i blandt andet Tyrkiet. Han bliver, blandt snigmordere igennem alle årene, kaldt "The Mentor" fordi han ene mand pillede Borgia-familiens regime over renæssancens Italien og satte det romerske folk fri. Det var selvfølgelig ikke ham der dræbte Borgia-familien i virkeligheden, men det er en af de ting jeg syntes der er fantastisk ved spilserien. Netop at de tager rigtige hændelser som Borgia-familiens regime og fald, og skriver en fiktiv historie og forklaring omkring det.

Hele livet igennem gør Ezio alt hvad han kan for at holde sig væk fra rampelyset. Han ved, at han ikke ville være i stand til at kæmpe for hvad han tror på hvis alle og enhver kender ham, netop fordi han frygter at folk ville vælge ham som enevældig leder. Netop det han selv så inderligt kæmper imod. Han bliver godt nok kaldt "Mentor" af de andre snigmordere, men han frasiger sig retten til at bestemme noget som helst.

I Revelations (det sidste spil i Ezio-trilogien) er han blevet en gammel mand. Han har frigjort Rom, etableret et stabilt samfund i Italien med stærke ledere der tænker på folket frem for deres egen grådighed og han har lagt frihedskampene bag sig. Han begiver sig nu ud på en rejse for svar. Han har længe været plaget af spøgelser (væsner fra en verden før vores, skabelsesteorien jeg nævnte før) og han vil vide hvad hans formål med livet har været. Da han endelig kommer til Masyaf, hvor de første snigmordere holdt til, og hvor man løb rundt i det første Assassin's Creed spil, har han haft en del at reflektere over.

Ezio Auditore, der forklarer "Nothing is True, Everything is permitted"

"It would be if it were doctrine. But it is merely an observation on the nature of reality. To say that nothing is true is to realise that the foundations of society are fragile and that we must the shepherds of our own civilization. To say that everything is permitted is to understand that we are the architects of our actions and that we must live with our consequences, whether glorious or tragic."

Jeg syntes det er et fantastisk grundlag at leve på, da det er en måde at sige at alle er frie til at gøre hvad der passer dem, MEN! man skal kunne leve med konsekvenserne af de frie valg man tager.

start up

Hej! velkommen til min nye blog. Her vil jeg skrive lidt om tanker jeg går rundt med til hverdag, om det er simple tanker om hvad jeg laver og har lavet i løbet af dagen, eller om det er dybere, selv-eksistentialistiske filosofiske tanker kommer nok til at variere en del, så jeg håber du vil nyde at læse dette, uanset hvad det bliver til. I virkeligheden er dette nok endnu et egotrip for mig hvor jeg vil prøve at bevise, nok mest over for mig selv, at jeg ikke er så dum igen.

Min far sagde engang til mig, at "man bør følge den der søger svaret, men holde sig fra den der påstår at have fundet det." Man kan vel næsten sammenligne det citat med "Det er ikke målet men rejsen der tæller". Hvis man altid søger efter Utopia, det ultimativt bedste i livet kommer man til at opleve en masse! Man må bare aldrig lade sig blive fanget et sted og kalde det for "det bedste", fordi verden er så stor og mangfoldig. Wow, det blev pludselig en stor mundfuld. På en mere nede-på-jorden-hverdags-relateret måde kan man sige, at man altid skal yde sit bedste og aldrig mene at men selv sidder med alle svarene. Det er ikke sikkert at man bliver farlig eller sindsyg af at påstå man har svaret på alt, men man skal nok blive gammelklog. Du ved, de der gamle mennesker der fortæller en hvordan man skal leve sit liv og starter næsten alle sætninger med "altså jeg syntes at..!" eller "I min erfaring så..!"
De mennesker bliver man bare trætte af så hurtigt, for man bør aldrig bestemme hvordan andre skal leve deres liv. Selvfølgelig kan det være en fordel at lytte til dem der forstår systemet og ved hvordan man bliver til noget i denne verden, men man bør altid have et åbent sind. Så mange mennesker lever på så mange forskellige måder. Teknisk set er alle mønstre mulige, men nogle er mere sandsynlige end andre, hvis det giver mening. Det kan godt være, at man møder et kærestepar der lever med hinanden på en måde man slet ikke kan forestille sig selv at kunne klare, men hvis de to kan finde ud af det, hvorfor så blande sig og fortælle dem hvad de gør galt? Så længe de er glade og forstående over for hinanden, så er der vel intet galt i det, vel?

Tak fordi du gad læse dette første indslag på min nye blog. jeg vil gøre hvad jeg kan for at komme med nyt materiale når jeg kan og gider, men ellers vil jeg henvise til denne side der minder meget om:
http://tankerattyggepaa.wordpress.com/