Tanker fra en togtur

Hej. Det er ved at være noget tid siden jeg har skrevet noget herinde. Der er rigtig mange emner jeg kunne bringe op som ytringsfrihed, ligestilling, abort, Semesterstart, sammenflytning med kæresten, men istedet vil jeg nu begynde at udgive nogle små noveller og tekststykker jeg har skrevet. Det bliver ikke meget, men her er det første. Det er skrevet af mig på vej hjem efter at have besøgt Kolding, tror jeg.

"Man ser mange mennesker når man er på et tog, og en af de ting jeg syntes er skræmmende, er hvor meget visse stereotyper passer perfekt. Jeg sidder lige nu i en togvogn med et yngre kæreste-par, nok i efterskole-perioden, De er højlydte og sidder og kysser hele tiden. Jeg er ret sikker på at de sad og diskuterede om de kunne gå på toilet sammen og knalde. Alt sammen imens der sidder en middelaldrende dame over for dem, der gør alt hvad hun kan for at undlade deres ord. Jeg har indtil videre ikke hørt drengen sige særlig meget, pigen slår ham, kalder ham grimme navne og kysser ham. Det er et klassisk eksempel på et abusive forhold hvor pigen er den dominerende. hun truer ham, slå ham og bestemmer over ham, alt imens han sidder og kigger nervøst over på mig. jeg tror ikke jeg har set en fremmed kigge så meget på mig uden at jeg har slået håret ud. Det er ret ekstremt og lidt skræmmende. Heldigvis er de ikke super-forstyrrende, men det bliver trættende i længden. Jeg håber lidt, at de snart skal af.

Da jeg steg på toget satte jeg mig over for en HTX'er. Han var på 3. år og iført meget sort tøj, havde sort-farvet hår og en Slipknot-hoodie på. Han var på vej hjem og vi faldt hurtigt i snak om Musik, SRP, sabbatår, Universitets-livet og så videre.  Det var rigtig hyggeligt at sidde og snakke med ham, jeg fortalte ham om Wacken. Han lignede typen der ville nyde en festival som Wacken. Mærkeligt nok havde han aldrig hørt om det. nå, han stod af for noget tid siden.

Nu er damen stået af, og drengen har taget hendes plads. De er blevet mere højlydte efter damen gik, men ikke noget nervøs hviskeri eller udkig efter et gemmested på toget. Årh heldigvis stod de af i Aarhus!"

Som i nok kan læse har jeg dømt meget her. Det gør alle. Det er det der gør historien sjov at læse.
Næste gang tror jeg, at jeg deler en af de korthistorier jeg har skrevet, men nu må vi se.

Undskyldning

Hej. Jeg føler lidt jeg skylder en undskyldning til bloggen og dig, den ene der læser den. Jeg har ikke lagt noget op i noget tid, men jeg har faktisk ingen forklaring på hvorfor. Jeg har haft masser af tid, jeg har bare ikke haft noget at skrive om. Det er lidt som om at november er årets mandag. Jeg ved det lyder mærkeligt at sige undskyld for, men sådan er det altså. Jeg tror lidt den her blog her har enten brug for en reboot eller for at blive afsluttet. Lad os finde ud af det sammen nu her.

Så, hvad bruger jeg den her blog til?
Jeg bruger den til at skrive hverdags-tanker jeg går med ned for at dele dem. Men jeg har også brugt den som en slags dagbog. Dog en meget offentlig tilgængelig dagbog.

Hvorfor har jeg ikke skrevet så meget på det seneste?
Det ved jeg ikke. Jeg tror lidt jeg måske har manglet lysten til det? Lille ting som mange af jer nok ikke vidste, jeg var i sommerferien i terapi. Jeg gik til en psykolog, ganske vidst gratis, men stadigvæk en psykolog flere gange. Mest for at snakke om min mangel på glæde hen over sommeren. Det sluttede lidt omkring slutningen af August da jeg fik mig en af de der jobs folk nu går og snakker om så meget. Jeg arbejder ikke længere som Bartender på Heidis, det ville blive for stressende og for hårdt nu hvor jeg også skulle starte på et nyt studie, Art & Technology. Det kan selvfølgelig også have været det? Jeg ved det ikke. Pointen med at fortælle om terapien var, at jeg tror lidt Bloggen her har overtaget rollen som terapeut. Det virker fint, syntes jeg, også selvom der ikke kommer meget svar tilbage.

Har jeg bemærket en ændring i min måde at være på?
tydeligvis er grunden til at jeg spørger mig selv det, at det har jeg. Jeg har bemærket at jeg desværre er begyndt at skubbe folk omkring mig væk. Eller, sådan frygter jeg nogle gange det bliver opfattet. Jeg er mere spydig end jeg plejer og kommer med dumme bemærkninger, ignorerer folk eller afbryder uden at tænke over det. Det er slet ikke sådan jeg er, jeg ved ikke hvorfor jeg gør det. Men, man siger jo også at første skridt mod løsningen, at indrømme at der er et problem. Nu kan jeg så begynde at arbejde på at være mindre frastødende overfor mine medmennesker. Hvis du har følt dig i skudlinjen for min 'aggressivitet' så må du meget undskylde. Det har ikke været min mening.


Jeg tror bloggen her får lov til at overleve. Det er trods alt "Tanker på snor". Det inkluderer alt. Også mine personlige tanker om mig selv, og dem har jeg, som alle andre, mange af. Peace out indtil næste gang vi skrives/læses ved.

Efterår...

Nu er det for alvor efterår. Jeg kunne for alvor mærke det i denne uge med kulden, blæsten og kastanjetræet i baggården er begyndt at kaste kastanjer efter forbipasserende. Efteråret er en periode på året hvor mange bliver kede af det og mørket har en negativ effekt på folk. Jeg mener jeg læste en artikel for noget tid siden om parforhold, og at parforhold der starter om foråret er i større risiko for at blive opløst 5-6 måneder senere om efteråret, hvor imod forhold der starter om efteråret holder statistisk set længere. Grunden til dette (eftersom jeg husker) er, at glæden om foråret og den lette stemning er det man bliver forelsket i. Når efteråret så kommer og ens humør falder, så mangler man også "sommergnisten" og det får desværre mange til at slå op, hvorimod par der finder sammen om efteråret oplever allerede hinandens "nedekurve" humør-mæssigt hen over vinteren. Det giver god mening, ikke? Mange mennesker kan ikke lide efteråret, blandt andet af humørsvingningerne og så videre.

Jeg holder rigtig meget af Efteråret. Det er faktisk min ynglings-årstid. Der er endelig noget at lave efter en lang sommerferie af ingenting, Det er ikke ulidelig varmt om natten længere, solen står ikke op klokken 3 og vækker en og man kan ENDELIG have alt det seje tøj som jakkesæt på igen uden at dø af hedeslag. Det er rigtig rart at kunne mærke vinden køle ens kinder når man er udenfor og blæsten fanger ens jakke og det er dejligt. Mørket falder hurtigere, byen falder i søvn tidligere og det bliver meget mere idyllisk at gå rundt. Man kan mærke man er i live, og naturen har aldrig set flottere ud! Ja, forår bringer de nye, lysegrønne farver med håb om sommer og sol, men sommer er bare ulidelig varme eller masser af regn. Der er så flot udenfor om efteråret. Alle farverne, gul, mørkerød, grøn, brun, kastanjer der falder, naturens stressbolde! og de er så pæne og unikke at kigge på. Man kan flyve med drager, man kan sidde i vindueskarmen og drikke kakao når det regner, man kan gå lange ture når det blæser med stiv arm, man kan mærke naturen og mærke at man er i live.

Jeg kunne have skrevet et langt klagebrev om, hvor træls, vådt og koldt efteråret er, og størstedelen af jer vil nok være enige med mig. Skrive en kæk titel på dette opslag som "Gud, hvor jeg dog hader efterår" eller "Hvorfor har vi overhovedet denne årstid?" men sandheden er, at jeg elsker denne tid på året højere end de andre.
Det er også i denne årstid at jeg blev født, en kold novemberdag.

Tilbage på arbejdsmarkedet.

For 2 år siden blev jeg færdig med gymnasiet. Det var fest, farver og glade dage, og så, intet.
Efter det var der ingen plan, eller sådan føltes det ihvertfald. Jeg vidste ikke hvad jeg ville læse, mit kærlighedsliv var på vej ned i vasken, det var som om jeg fik færre og færre venner og det gik generelt lidt ned af bakke. Det var tydeligt, at jeg havde brug for forandring, så jeg besluttede mig for, at jeg skulle ud og rejse. For at komme ud og rejse, er det en god idé at tjene nogle penge. Jeg kan godt lide at tjene mine penge på lovlig vis, og det betød selvfølgelig at jeg skulle have et arbejde.
Jeg blev skrevet op som vikar hos et vikar-bureau, og det ledte til nogle interessante arbejdspladser. Jeg blev sendt ud hos Arla hvor jeg pakkede ost, jeg samlede gulvvarme-elementer på Fyn, sorterede tyggegummi i Vejle og var blandt andet også i Oksbøl-Lejren for at samle et telt.
Det var.. interessant mange af stederne, desværre var der også nogle af stederne hvor cheferne eller de ansvarlige ikke ligefrem var de mest kompetente. (Nu har jeg skrevet under på at jeg ikke må hænge nogen ud, hverken navne eller arbejdspladser hvis jeg har kritik, så der kommer ingen navne eller arbejdsgivere)
Der var skam også gode arbejdsgivere og chefer, blandt andet en fabrik jeg arbejdede for i et par uger hvor chefen ville komme ned i produktion nårend han ikke havde andet at lave, og hjalp os der sad og lavede varerne, hvilket er, i min mening, en rigtig måde at gøre det på.

Så efter 3 måneder på en tropisk paradis-ø kom jeg hjem igen og havde brugt stort set alle mine penge, så i stedet for at trække på gaderne besluttede jeg mig for at få et job igen. Det var så sidste sommer at jeg, i en måned, fik arbejde på Lidl Centrallager i Kolding. Det var.. okay. Jeg var måske ikke den mest motiverede ansatte, og jeg var der også kun indtil jeg startede i skole igen.

Nu har jeg været i Aalborg i et år, og nu har jeg endelig fået et job! Jeg arbejder som Bartender på Heidis Bier Bar nu, og det er fantastisk! Som det kan læses her, har jeg ikke arbejdet i service før, kun lager/logistik og i produktion, så det er en dejlig forandring. Jeg ser frem til hver vagt og glæder mig til den fest det bliver. Jeg går hjem og sover efter hver vagt, fordi intet kan slå den oplevelse jeg lige har haft på jobbet end søvn. Jeg ser frem til vagter frem for at ville have dem overstået hurtigst muligt som jeg tidligere har haft det med arbejde, og tiden går dejligt hurtigt.

Pointen med dette er ikke at tilbede min nuværende arbejdsplads, men nærmere at fortælle om den forskel jeg har opdaget med arbejde og med min motivation, ved at lave noget jeg syntes er sjovt.
Nu findes der mennesker der er ligeglade med hvor de arbejder, så længe de bliver betalt for det, men jeg er ikke en af de mennesker. Mit arbejde er ikke mit liv, men jeg vil fandme hellere betales for arbejde jeg holder af end jeg vil for et sted jeg ikke kan vente med at komme væk fra.

Verden har ikke brug for endnu en helt. Den har brug for en professionel.

Wow, det er længe siden jeg har skrevet et blogindlæg sidst. Hvad er der sket siden sidst? Næsten hele sommerferien er sket. Jeg har været i Kolding i 2 uger og så hjem igen, jeg har fået job, jeg har alt i alt haft for meget fritid til at sætte mig ned og skrive et blogindlæg som dette. Hold godt fast, det bliver sikkert langt. Jeg har meget på hjerte.

Forleden læste jeg en nyhed om en kvinde der mente, at aircondition på et britisk kontor var sexistisk, fordi det var 22 grader varmt. Hun mente, at det var for koldt til kvinder. Nu vil jeg nødigt komme ud i hele køns-debatten og hvilket køn bliver undertrykket af hvem og så videre, personligt syntes jeg der er både gode og dumme argumenter fra alle sider i debatten. Men det her er ikke et køns-problem. Aircondition er ikke et køns-problem, og det er slet ikke bevidst for at få kvinder til at fryse på kontorer. Om ikke andet får et køligere arbejdsmiljø folk til at tage mere tøj på og derved dække mere hud, så argumentet om at der er skruet ned for varmen med seksuelle intentioner falder fra hinanden. Jeg ved ikke med dig der læser, men jeg syntes 22 grader er varmt! Jeg ved også, at en jeg kender vil gøre alt for at få arbejds-temperatueren hun arbejder i ned fra 27 grader for hun syntes det er ALT for varmt! Jeg ved også at der er videnskabeligt belæg for, at kvinder og mænd generelt mærker temperaturer forskelligt, men jeg nægter at tro, at air-conditionen er stillet PERFEKT til mænd, og så er den ikke længere. I virkeligheden ser jeg ikke et problem i Radhika Sanghani, hende der fremsætter problemet, og at hun bare vil have opmærksomheden. Hvis man ser interviewet, lyder hun meget afslappet, hendes argumenter lyder umiddelbart gode, men! hun brokker sig over at kvinder ikke må have pænt tøj eller moderne tøj på, de skal have en sweater eller en "emergency-cardigan" som hun så fint kalder det, med på arbejde, og samtidig siger hun at så må mænd droppe jakkesættet og modetøjet og komme på arbejde i T-shirts hvis de har den rette temperatur.

det største problem er, at airconditionen er ikke sat til 22 grader for mænds komfort, det er ikke sat til 22 grader for kvinders ubehag. nej.

Airconditionen er sat til 22 grader fordi et kontor er fyldt med elektronik som computere, skærme, servere, printere, kopimaskiner der skal holdes på en vis temperatur for at undgå overophedning eller kortslutning der kan lede til brand eller ødelagte arbejdsredskaber.

Sådan noget som det kan gøre mig glad for, at når danskerne endelig fokuserer på problemer er det reelle problemer som betyder noget for det danske samfund. 

Åh gud. 

HVAD FANDEN SKER DER DIT PERVERSE SVIN?? Hvad er straffen i militæret for stalking af de royale man skal beskytte? Det må da mindst være fængsel. Hvad fanden har han gang i den stodder. Han kunne selvfølgelig ikke holde det for sig selv, han skulle give HER & NU mere royalt sladder at mæske sig i. 

Fuck it. Jeg forsvinder lige 70+ timer ind i spiluniverset, Witcher 3: Wild Hunt.

Det er et fantastisk spil, forresten! Hvis du er interesseret i RPG spil og Europæisk fantasy så er Witcher-serien lige noget for dig. Man spiller som Geralt of Rivia, en professionel monsterdræber der er gennem mutationer og magi er blevet gjort til et super-menneske, en Witcher, for bedre at kunne dræbe monstre.

Spillet er fantastisk fordi det ikke ligger låg på noget. Ligesom Game of Thrones ikke gør. Karaktererne i spillet er fantastisk skrevet. Der er få helte i universet da helte som regel dør i "virkeligheden". Det gør GoT også opmærksomme på da de i sæson 1 dræber Ned Stark, helten og hovedpersonen. Det er aldrig heltene der overlever, og Geralt i Witcher-serien er ikke en helt. Han gør hvad han er blevet skabt til. Dræbe monstre. Det er så hans egne beslutninger om det er Monstre-monstre eller mennesker der opfører sig som monstre der bliver hugget i småstykker, og som jeg sagde tidligere til en ven da jeg skulle beskrive Geralt: Hans bedste kvalitet er, at han ikke kun ved hvornår han skal dræbe monstre, men også hvornår han skal skåne dem. 

Efter den afslutning kan jeg roligt sige: Det er dejligt at være tilbage her på bloggen! Vi ses i mine tanker næste gang. God fredag!

At være selv

Nu har jeg boet selv i snart et år, hvis man også tæller de 3 måneder jeg var i Caribien med, og det syntes jeg faktisk er helt okay. Da jeg gik på efterskole og boede sammen med Laurits fra november og frem, blev jeg enig med mig selv om, at jeg altid skulle have en bo-fælle når jeg flyttede hjemmefra. Jeg troede ikke, at jeg ville kunne klare at bo selv. Jeg kunne ikke hvile i, bare at være selv. Nu er det ganske vist også 5 år siden. Der er sket meget på de 5 år. Jeg har, de seneste 5½ år haft 3 kærester, færdiggjort gymnasiet, fået venner jeg den dag i dag antager som værende nogle af de nærmeste venner jeg har, jeg har virkelig udviklet mig meget. Jeg har brug for social anerkendelse, nok også derfor jeg fører den her "åbne dagbog" som man kan kalde min blog. Det er derfor jeg er som jeg er, blandt andet. Jeg plejede at tro, at jeg kun kunne være glad når jeg var sammen med andre og blev anerkendt, men jeg har de seneste år erfaret, at det ikke er rigtigt. I Caribien lærte jeg at være glad selvom der ikke var mennesker omkring mig hele tiden, jeg lærte at det egentlig var okay ikke at være omgivet af mennesker hele tiden. Det var rigtig sundt for mig at erkende dette, og det er også rigtig godt for mig nu hvor jeg bor selv, at kunne være mig selv, at kunne være glad, selvom jeg er alene.

En af de ting der dog går mig mest på ved at bo alene er når jeg skal lave mad. Jeg gider det simpelthen ikke, og ender desværre med bare at koge nudler, varme nogle frosne kartofler i ovnen eller stege lidt kød og så bare spise det. Jeg tror ikke, jeg ville have det problem hvis jeg havde en bo-fælle, fordi så var madlavning ikke kun for min egen skyld, men faktisk for at kunne lave mad til nogen. Det tror jeg, at jeg vil have det meget bedre med. I dag laver jeg ordenlig mad, også så jeg har til i morgen og ikke skal tænke på det dér. Problemet er heller ikke opvask, for jeg har en opvaskemaskine her i lejligheden.

Pointen er, at ensomhed ikke længere er min fjende. Det er min ven.

Jeg skal stadig tage mig sammen til at lave mad.

UPDATE: Jeg lavede noget lækkert aftensmad i dag og det var godt!

Dovenskab

Jeg har ikke nogen store tanker for tiden.


så der kommer nok ikke så meget.

her er et sjovt billede: