Er det okay at have ondt af sig selv?

jeg er så træt af de artikler man læser på Facebook og ser over alt med "If you can understand this then you are a GENIUS". Det er artikler der viser meget simple ting og stempler dem som "Unikke". et eksempel er en artikel fra Berlinske med overskriften "Generer høje lyde dig? Så er du måske et geni".

Den taler jo til alle der kan høre! Alle mennesker der har velfungerende ører bliver da irriteret af høje lyde, det siger jo sig selv, men det er bare en del af selvdiagnose som jeg er ved at være træt af. "jeg er faktisk klogere end gennemsnittet at du ved det" flot. tillykke. hurra. Er du så mere værd end os andre? Det at være et geni har altså ikke kun positive effekter, det betyder ikke at du bare er klogere end andre. Det betyder, at du er så klog, at hele verden går dig på. hver dag, hver time, hvert sekund. Det betyder, at hvorend du er, (ifølge den her artikel og andre som f.eks. på Dagens.dk) så går smålyde fra folk omkring dig på som en i helvede. Jeg mener, til en grad hvor man har svært ved at være sammen med andre mennesker fordi de er så dumme og smasker så højlydt at det ikke er til at holde ud at høre på.
Det samme gælder en trend der kører på andre, lidt mere anonyme hjemmesider med Depression, PTSD, Borderline osv. som trends. DET ER PÅ MODE AT VÆRE SYG. Problemet med det er, at depression ikke er noget man snakker om. Det er ikke noget man vil indse, at man har. Det samme med PTSD. For omkring et år siden påstod en amerikaner at være blevet ramt af PTSD på grund af hårde toner på internettet. Det var en måde at få opmærksomhed på, som virkede. Problemet er, at PTSD er ikke noget man er stolt af. PTSD er noget oftest soldater hjemvendt fra krig lider. Det er minderne om deres venner der er blevet sprængt i stykker, synet af død og ødelæggelse overalt hvor de var, og følelsen af ikke længere at have et formål, nu da de er vendt hjem fra krig.

Depression og PTSD er alvorlige sygdomme der i sidste ende kan lede til selvmord. Det er ikke noget man skal joke med eller være stolt af at have, uanset hvor meget opmærksomhed man kan få ved at fortælle fremmede, at man har det. En af symptomerne for begge sygdomme er blandt andet indelukkethed, så derfor vil folk der lider af det sjældent indrømme det. Hvis de gør, er det noget der kræver virkelig meget mod.

Undskyld at mit blogindlæg her har været meget en rant, jeg er bare træt og sur over at det er på mode at lide.

Chikane - pas nu på, ikke?

Jeg har lige læst en artikel på Politiken om Everyday Sexism Project, en hjemmeside hvor kvinder kan dele deres ubehagelige oplevelser med sexchikane og sexisme. Der er lavet en gruppe på facebook hvor folk kan dele deres historier og det gælder både mænd og kvinder. Målet er, at få sexchikane som samtaleemne ud af Tabu-statussen og fortælle folk, at det er okay at snakke om.

Det er godt! det er vigtigt og sundt, men jeg kan også se en stor fare. Fordi det foregår på internettet, har man tendens til at være meget mere aggressiv på internettet. Jeg frygter, at facebook-grupper hvor man deler sex-chikane-historier kan blive til "Mænd v.s. Kvinder" alt for hurtigt. Jeg frygter virkelig at jeg bliver beskyldt for sexchikane på andre mænd eller drenges vegne, for det er sket før. Jeg syntes selv at jeg behandler mine medmennesker godt, jeg er ikke et svin eller en idiot. Jeg smiler og ønsker folk en god dag og holder mine samtaleemner relativt stuerene, men jeg har alligevel fået tilråb fra mennesker når jeg er i byen med at jeg er et "sexistisk svin" bare fordi jeg er han-køn. Det er selvfølgelig ikke sket ofte og det er intet der går og plager mig på dagligt basis, men det får mig til at tænke når det endelig sker: Hvorfor sker den her fjendliggørelse hele tiden? det skete også sidste måned men bare med "Danskere v.s. Muslimer". Det virker som om det ofte ender i "Os mod Dem" og det er en farlig situation at være i, og det gør mig faktisk bange for hvordan fremtiden bliver. Når jeg ser folk på FB skrive "How to give birth to a boy: Get an abortion to minimize the amount of misogynistic, sexists pigs" bliver jeg bange for, at folk mener det.

Det facebookgruppen Everyday Sexism Project Denmark har gang i lyder fornuftigt, fordi de giver alle mulighed for at dele deres historier, og de modererer de ting der bliver ytret på deres gruppe for at undgå mudderkast eller mobning, og det er godt! Så hvis du sidder med en ubehagelig oplevelse du gerne vil ud med, så tror jeg at det er trygt nok at linke dig hen til den facebook-gruppe så du kan komme ud med det. Bare sørg for at være openmindet og ikke anklage alle mænd for en idiots handlinger, ikke?


Forresten, alle highlights i teksten er links til artiklen, en rapport om aggressivitet på internettet og så facebook-gruppen

Selv-identisk krise

Det går op for mig, at jeg har lavet et lignede oplæg før, det handlede bare om Doctor Who, men følg nu alligevel med, for det her er ikke i samme stil som "Selv-identifikation". Nogle gange kan det være forvirrende at finde ud af hvem man er og hvor man vil hen.

Mange elementer er med til at skabe den person man er, men hvordan ved vi, hvem vi er? Har man selv en indflydelse på hvem man er? Selvfølgelig har man det, men hvor stor en indflydelse? Jeg tror, at man til en hvis grad kan skabe en person man gerne vil være. Det betyder ikke altid det er en god idé. Jeg husker, hvordan jeg på et tidspunkt gjorde hvad jeg kunne for at folk skulle lide mig. Jeg gjorde alt. Jeg tilpassede mig den venne-gruppe jeg følte gjorde mest for mig og skubbede de mennesker der ville hjælpe mig med personlig vækst, væk. Hvorfor gjorde jeg mon det? var jeg bange for, at hvis jeg ikke tilpassede mig den omtalte venne-gruppe, så havde jeg forkastet sidste chance for at få venner? Jeg ved det virkelig ikke. Hvad jeg ved er, at da jeg pludselig fik tid til at udforske mig selv, fandt jeg ud af at der var andre mennesker der ville passe bedre til mig. Den dag i dag snakker jeg sjældent med den vennegruppe jeg var en del af. Er jeg vokset fra dem, eller gik det bare op for mig som for dem, at vi ikke havde så mange ting til fælles alligevel?  Jeg har ihvertfald lært, at med den rette udstråling og tilgang kan man få venner stort set overalt. Om det er til Bueskydning, på nettet, i en Universitetsby eller på den anden side af jorden med mennesker fra andre kulturer og baggrunde, så kan man altid finde nogen at identificere sig med.

...men hvor stor en indflydelse har det på ens liv? Måske er opvækst og hvordan man er blevet opdraget også med til at skabe en stor del af hvem man er? Jeg tror, at ens forældres opdragelse har enorm indflydelse på, hvordan de opdrager dig. Nærmere, de ting de er utilfredse med i deres barndom bliver der lagt ekstra fokus på i deres børns opdragelse. Jeg ved for eksempel, at en af mine forældre blev sammenlignet med sine venner af moderen, og det har været så forfærdeligt at få at vide, at ens forældre bedre kan lide ens venner på visse punkter, at jeg aldrig er blevet sammenlignet med mine venner af mine forældre, simpelthen fordi de ved, hvor ondt det gør. De ønsker ikke at påføre deres børn den følelse. Det virker selvfølgelig begge veje, for der er sikkert ting fra deres opdragelse som har været med til at skabe de gode mennesker begge mine forældre er, som de ikke har fået bragt videre til mig. Det er vigtigt i denne forbindelse at få nævnt, at dette ikke er en dårlig ting. Forældre kan ikke, uanset hvor meget de prøver, lære deres børn alt. Man skal også have lov til at lære af sine egne fejl.

Man skal først blive bekymret for det mentale helbred hvis man ikke kan lære af hverken sine egne eller andres fejl. For eksempel ved at demonstrere for ens forældre, hvordan storesøster brændte hånden på det glohede komfur, ved selv at smække hånden på under udtalen: "hun gjorde bare sådan her"

ikke også, far?