ja, analyse af endnu en sang.

Nu er der endnu en sang der har fanget min opmærksomhed. "All of me" af John Legend. Det er en hyggelig kærlighedssang med et smukt klaverspil som det eneste til at understøtte melodien. Der er den her smukke, smukke sætning der er næsten en stærkere kærlighedserklæring end "I would die for you" fra mit seneste sang-opslag. Det lyder sådan her:

"Cause all of me loves all of you

love your curves and all your edges

all your perfect inperfections"

I særdeleshed den sidste sætning der, "Love all your perfect inperfections" er nok den bedste måde at beskrive en forelskelse på og den bedste måde at forklare til en person, at man elsker alt ved dem. det er lidt at sige "jeg ved godt du selv syntes du har fejl og mangler og måske ville du ønske at du så lidt anderledes ud, men jeg holder af dig for den du er. Jeg er vild med alt ved dig, alle de ting du måske selv syntes er dårlige syntes jeg er perfekte. Det er en virkelig smuk måde at sige det på.
Normalt plejer kærlighedssange at miste deres værdi jo mere man tænker over det som sidst med "I would die for you", men lige den her sang er undtagelsen der bekræfter regelen. "all your perfect inperfections". Nu er jeg ikke kvalificeret nok eller erfaren nok til at sige noget som helst om hvad kærlighed bør være, da jeg kun har følt mig forelsket de sidste 5 år, men af hvad jeg kan observere hos mine forældre, mine bedsteforældre og andres forældre handler kærlighed måske om at kunne se igennem fejlene og "inperfections" og se den per son bag det hele? altså forelske sig i kernen af en person, ikke i skallen. Måske handler det om at elske alt ved en person, også skallen af fejl og skjolde af usikkerhed man gemmer sig bag. Jeg ved det ikke. Det eneste man kan gøre er at prøve sig frem og se hvad der føles rigtigt, og lige nu er jeg selv i et forhold der føles... rigtigt.

ytringsfrihed - what the fuck is that?

Jeg fik læst det nye opslag på "søsterbloggen" til den her for nyligt, og det handler om de politikere i den danske regering der er blevet udsat for grov chikane og trusseler. Det er selvfølgelig ubehageligt at blive udsat for, men som Tanker At Tygge På også nævner, er der ikke så meget man kan gøre ved folk der snakker grimt hele tiden. Der bliver nævnt Tale-ret og at alle har ret til at snakke og ytre sig som det passer en, men er der høreret? Har man pligt til at lytte på hvad andre siger? Nej, vi er frie til at lade være! Til gengæld har de mennesker der ytrer sig grimt om andre mennesker, ja de har lov til at snakke grimt, men! ytringsfrihed handler ikke kun om at have lov til at sige hvad man vil. Det handler også om at stå ved hvad man har sagt. Alle ens handlinger har konsekvenser, selv hvis man ikke mener det når man skriver til kvindelige politikere på facebook og ytrer sit ønske om at de får cancer i intime kropsdele f.eks., så bør man stadig stå til regneskab for den udtale. Jeg tror ikke der er mange mennesker der ville kunne sige det samme til de politikere ansigt til ansigt som de kan finde på at skrive på nettet. Det er den der indbildning om at ingen andre end den der skriver der kan læse det, eller måske at man skriver på en facebook væg, det er jo ikke til en rigtig person, vel? Illusionen om at der ikke er nogen på den anden side af skærmen der bliver stødt over hvad man skriver til hinanden er måske med til at "gøre det nemmere" at svine folk til.

Det er noget helt andet ved at skrive kontra at snakke med andre mennesker, man kan ikke blive afbrudt midt i en sætning hvis man skriver på et forum eller i en chatbesked, men det kan man i en diskussion eller under en debat med andre mennesker. Det har både sine fordele og ulemper. Fordele i det at man kan blive ved og ved og ved med at skrive indtil man føler at ens pointe er kommet ordenligt ud, men hvis man nu bygger sit budskab på ustabile eller misforståede argumenter, kan man i en debat blive rettet på og derved lære noget.

Nok det vigtigste ved ytringsfrihed er at være klar over, at det ikke er en undskyldning for at svine folk til og slippe afsted med det ved blot at siger "AAAH! Ytringsfrihed!"
Det er et ansvar man får pålagt. Du får lov til at sige hvad der passer dig, ja, men du skal også stå ved det og have en eller anden forståelse for, at andre har ligesåmeget ytringsfrihed som du har.

at leve med sig selv.

Billede fra min Caribiske rejse

Jeg er blevet meget klar over det sidste år her, hvor vigtigt det er at kunne leve med sig selv. Det er utroligt svært, og uanset hvor meget jeg prøver, så går der ikke lang tid før jeg kan blive rastløs, febrilsk næsten og ikke vide hvad jeg skal gøre af mig selv. For noget tid siden ville jeg blive selvdestruktiv, sidde og være ked af det af det uden at vide hvorfor, og det var den mest frustrerende periode i mine seneste år, en periode jeg kom mere eller mindre ud af under min 3-måneders rejse til Caribien. Det er på et emotionelt plan. Det er vel et menneskeligt behov at føle sig elsket og vide at der er folk der holder af en. Man kan godt leve i en kort periode uden behovet for kærlighed og/eller anerkendelse, men det vil oftest lede til depression eller sindsyge. Det er vigtigt at omgive sig mennesker der elsker og holder af en for den man er. 
Jeg har haft nogle venner for mange år siden der var sammen med mig fordi de så hvilken person jeg havde potentialet til at blive og deres idé om den her anden udgave af mig var hvad det holdt af. Da jeg så ændrede mig, da jeg skilte mig af med forbindelser, kom videre og håbede på at de fulgte efter, gik det op for dem at jeg havde ændret mig så meget, at de ikke længere kunne se deres fiktive idé af en ven i mig. 
her forleden læste jeg noget en af mine facebook-venner havde slået op som status:

"Nogle gange er dine tanker alt du har, så sørg for at du kan være i dem og leve med dem, relationer vare aldrig evigt, så lad dig ikke gå på af andres tanker om dig, eller dine egentlige tanker om dem, de mennesker som har betydning, forlader aldrig dit hjerte, selv hvis de forlader dit liv."


~ Buster Lucas Holm Simonsen


De mennesker der har forladt mit liv har stadig været med til at gøre mig til den jeg er i dag. De mennesker der har holdt mig nede, såret mig, skuffet mig og gjort mig til grin har været med til at skabe den jeg er i dag. Og det er jeg egentlig ret tilfreds med. Mit eneste håb er så bare, at de mennesker jeg nu kredser mig med vil hjælpe mig op mod et konstant bedre liv. En søgen på viden, på Utopia, men aldrig nogensinde stræbe efter én idé om det ultimative, som den bedste måde at leve på, og vide hvad det ville være. Tilværelsen kan altid ændre sig. Tricket er, at blive ved med at lede og aldrig stoppe op.