I would die for you

Ikke rigtigt, vel? Jeg kan virkelig ikke lige sætningen "jeg ville dø for dig" som bliver brugt i mange kærligheds-sange og historier. Tanken om at ofre sit eget liv for en anden person er nobel, ja, men dumt og meningsløst. Det lyder virkelig smukt at sige "I would die for you" som f.eks. i Dropkick Murphys sang "Rose Tattoo" hvor de synger netop sætningen "Signed and Sealed in Blood, I would die for you!", om en kvinde hvis navn er tatoveret i en rose-tatovering. Meget smuk sang og faktisk en af mine ynglings-sange, men den sætning er bare ikke lige mig.  Det er en meget dramatisk måde at erklære kærlighed til et andet menneske på, men det vil kun gøre mere skade end gavn, og her er hvorfor:

1. Hvis man giver sit eget liv for en man elsker eller bare en man holder nær, kræver det også at personen man ofrer sig for rent faktisk også holder af den der ofrer sig, ellers er det spildt arbejde.

2. Personen man ofrer sig for ville skulle leve med et liv på samvittigheden resten af livet, plus leve med tabet af den han/hun forhåbentlig elskede. Også selvom den person man nu ofrede sig for kunne finde kærlighed igen, skal han/hun stadig leve med et liv på samvittigheden. Igen, hvis personen der nu er død ikke har betydet noget specielt kan det vel være hip som hap.

3. Hvis man endelig ofrer sig for en man holder af, giver sit eget liv for deres, hvilken garanti har man så for at ens elskede ikke pludseligt bliver en andens elsker? Ikke rigtigt nogen. Der er næsten 7 milliarder mennesker på denne jord, der er meget stor sandsynlighed for, at en anden kommer og hapser den man ofrede sig for. Igen, spildt arbejde.

1. Hvis man alligevel mener at den person man ofrer sig for ikke vil elske igen så er man selv et svin for at berøve et andet menneske den glæde, lykke og spænding det er at være forelsket.

4. I virkeligheden er den eneste måde at give sit eget liv for en anden person på, hvis man ofrer sig for den der hader en mest og den der mindst venter det. Jeg mener, personen vil ikke være mentalt traumatiseret af at miste den man holder af, personen vil nok ikke have dårlig samvittighed over ens død, og hvis alt alligevel skal ende godt, så kan man vel argumentere at der er en chance for, at den person man ofrede sig for ændrer livs holdning og derved, forhåbentlig, bliver et bedre menneske. 

Men hvis du sidder nu og tænker "Pokkers, så skal jeg måske ikke skrive "Jeg vil dø for dig" i min næste single", så lad ikke en skør 21-årig knægts mærkelige tanker om tilværelsen stoppe dig. "I would Die for you" har stadig en nuttet betydning. Det er jo at sige "jeg vil gøre hvad som helst for dig, hvad som helst for at du har det godt" Og det er i bund og grund meget sødt.

Dem man ser smile mest er de mennesker der har haft det hårdest

Jeg fik engang at vide at jeg lignede en 20-årig med 50 års erfaring. Ganske vist, hende der sagde det var småberuset på det tidspunkt, men hun stod ved hvad hun sagde dagen efter. Det var en ældre kvinde der boede i nærheden af mig i Caribien der fortalte mig det. Hun sagde, at alder og erfaring ikke er det samme. Man kan sagtens være en 20-årig med mere erfaring end en 40-årig, for erfaring og "voksenhed" afhænger ikke af antallet af år man har eksisteret, men hvad de år har indholdt. Det er i virkeligheden nemmere at forklare på engelsk; "We mature with the Damage we endure, not the years we live" 

I den forstand er folk med en skadet barndom, voldtægt, misbrug, mobning, spise-forstyrrelser, depression, ensomhed, dødsfald, alkoholiker-forældre og så videre, nogle af de mennesker med de mest utrolige holdninger og syn på verden. Den type mennesker der har set de sorte sider af tilværelsen og ved hvor hårdt det kan være at leve igennem alle de forfærdelige ting de har oplevet. For nogle gange er det værste ikke selve det der er sket. Nogle gange er det værste følelsen af at skulle bære på minderne. Situationen er der kun "kort-varigt", men minderne holder hele livet. For nogle motiverer det dem, nogle bliver sindsyge, andre kan ikke komme videre under vægten af deres fortid. 

Nogle gange ville man ønske man bare kunne glemme det. Virkelig, bare kunne glemme det. Og gerne glemme det i lang nok tid til at komme videre med sit eget liv og komme videre med nutiden, men uanset hvor meget man stikker af og gemmer sig, så skal ens fortid nok indhente en. Hvis bare personlige traumer var ligeså nemme at glemme som krig, fødsler, forelskelser, kæledyr og så videre.

Vi oplever så meget der kan gøre ondt. Alle husker tydeligt deres første forhold og hvor trist og deprimeret man var da det forhold endte. Alligevel vælger man at blive forelsket igen, hvilket bare resulterer i endnu mere smerte og værre depressioner. Man bliver forelsket fordi man har valgt at glemme hvor ondt det kan gøre når forhold slutter. Samme princip som når mennesker går i krig mod hinanden. Krig er noget af det mest forfærdelige der findes, alligevel gør vi det stadig. Vi glemmer. På et tidspunkt skal det nok bide os i røven igen, men det glemmer vi nu, for vi er sure nu og her.

Måske er det i virkeligheden en god ting at kunne glemme. Når man viser, at man kan glemme og kan nyde nutiden, tilværelsen og bare for et kort øjeblik glemme alt det forfærdelige ting der er sket, så er man i mine øjne, helt igennem fantastisk. 

Requiescat In Pace

SMSer er døde. Glæden ved at sende SMSer til hinanden er væk, og det er Facebooks Messenger der har slået dem ihjel. En af de fantastiske ting ved SMSer var, at man kunne ikke se om modparten havde set den. Denne glæde er ødelagt og erstattet af skuffelse når ham eller hende den søde man skriver med har set beskeden, men så faldet i søvn om aftenen. Det var så spændende og hyggeligt at ligge dér, midt om natten på efterskolesengen og ventede på svar fra hende den søde du lige havde sendt en SMS til. Det er dødt nu. Man får ikke længere sommerfugle i maven når man sender en besked via Facebook Messenger føler man ikke den samme glæde længere, man venter på det lille flueben der betyder "modtageren har læst beskeden kl. whatever", og så bliver man mere og mere skuffet og irriteret jo længere tid der går før man ser den der "[navn] skriver..."

Nej, billedet har ingen relevans, men det er da sjovt? :D

Det er simpelthen ærgeligt, for jeg holdt virkelig af den ventetid hvor man ikke vidste om personen havde set ens søde SMS, læst den, var ved at skrive et svar eller bare var faldet i søvn midt i samtalen. Jeg håber virkelig at du, (ja, dig der læser) vil, istedet for at sende en besked over facebook, så sender en SMS til en du holder af i dag. Genmærker glæden og spændingen ved at vente og ved ikke at vide hvornår et svar dumper ind.

Nogle gange er uvidenhed bedre end alvidenhed.

Selv-identifikation

Hvis der er nogen af jer der ser Doctor Who eller kender til det show, så har i sikkert set Doctoren regenerere. For jer der ikke ved hvad det betyder, er det en måde for Doctoren, som er en alien, at snyde døden. Når han er ved at dø, så regenererer alle cellerne i hans krop og han bliver til en ny person med en ny personlighed. Han har stadig alle sine minder, men han er en helt ny person.
Mange af os kender nok godt følelsen, bare tænk tilbage på hvordan du var for et år siden. Du var ikke den samme som du er i dag, men det er nok ikke ligeså stor en forandring som Doctoren opdager, og nok ikke helt ligeså dramatisk. Det er heller ikke noget der sker fra den ene dag til den anden som det sker i TV-serien, men prøv lige at tænk på hvor vildt det ville være! At kunne få lov til at starte forfra med nye valg, nye overvejelser og nye fejltagelser man ikke har lært fra endnu fordi man ikke har lavet dem. Jeg tror lidt at dette, blandet med håbet om at møde en charmerende Doctor med en TARDIS, en maskine der kan rejse i tid og rum, og komme med ud på fantastiske eventyrer universet rundt, er en af de ting der gør Doctor Who serien så populær som den er.

Hvis jeg kunne regenerere ville jeg have lov til at vokse et stort fuldskæg. Og jeg vil have sort hår!