At være selv

Nu har jeg boet selv i snart et år, hvis man også tæller de 3 måneder jeg var i Caribien med, og det syntes jeg faktisk er helt okay. Da jeg gik på efterskole og boede sammen med Laurits fra november og frem, blev jeg enig med mig selv om, at jeg altid skulle have en bo-fælle når jeg flyttede hjemmefra. Jeg troede ikke, at jeg ville kunne klare at bo selv. Jeg kunne ikke hvile i, bare at være selv. Nu er det ganske vist også 5 år siden. Der er sket meget på de 5 år. Jeg har, de seneste 5½ år haft 3 kærester, færdiggjort gymnasiet, fået venner jeg den dag i dag antager som værende nogle af de nærmeste venner jeg har, jeg har virkelig udviklet mig meget. Jeg har brug for social anerkendelse, nok også derfor jeg fører den her "åbne dagbog" som man kan kalde min blog. Det er derfor jeg er som jeg er, blandt andet. Jeg plejede at tro, at jeg kun kunne være glad når jeg var sammen med andre og blev anerkendt, men jeg har de seneste år erfaret, at det ikke er rigtigt. I Caribien lærte jeg at være glad selvom der ikke var mennesker omkring mig hele tiden, jeg lærte at det egentlig var okay ikke at være omgivet af mennesker hele tiden. Det var rigtig sundt for mig at erkende dette, og det er også rigtig godt for mig nu hvor jeg bor selv, at kunne være mig selv, at kunne være glad, selvom jeg er alene.

En af de ting der dog går mig mest på ved at bo alene er når jeg skal lave mad. Jeg gider det simpelthen ikke, og ender desværre med bare at koge nudler, varme nogle frosne kartofler i ovnen eller stege lidt kød og så bare spise det. Jeg tror ikke, jeg ville have det problem hvis jeg havde en bo-fælle, fordi så var madlavning ikke kun for min egen skyld, men faktisk for at kunne lave mad til nogen. Det tror jeg, at jeg vil have det meget bedre med. I dag laver jeg ordenlig mad, også så jeg har til i morgen og ikke skal tænke på det dér. Problemet er heller ikke opvask, for jeg har en opvaskemaskine her i lejligheden.

Pointen er, at ensomhed ikke længere er min fjende. Det er min ven.

Jeg skal stadig tage mig sammen til at lave mad.

UPDATE: Jeg lavede noget lækkert aftensmad i dag og det var godt!

Dovenskab

Jeg har ikke nogen store tanker for tiden.


så der kommer nok ikke så meget.

her er et sjovt billede:

dagens lyspunkt

Kan i huske de gange, man har været i klasseværelset, ens dag startede ikke alt for godt. Man var måske kommet lidt hurtigt ud af døren, havde knapt nok været i bad og fået morgenmad før man stormede ud i regnen for at nå i skole før klokken slog 8. På cykelturen derover havde regnen gennemblødt en, en stor lastbil var hensynsløs og kørte igennem en stor vandpyt netop som den passerede, folk var sure og stressede og man ville egentlig bare hurtigst muligt op på skolen og ind i tørvejret.
Netop som man sidder der i klassen og surmuler kommer den person ind. Den ene person som bare ved at eksistere får dig til at smile. Man kan ikke lade være? så sidder man dér, gennemblødt og har al grund til at være sur og træls, men den person der bare redder ens dag ved at smile og se sød ud vil bare ikke lade dig.
Jeg snakker selvfølgelig om at have et crush på en. Det har vi alle. Jeg har slet ikke tal på hvor mange jeg har haft et crush på i løbet af årene, men jeg ved, at de har været med til at gøre min hverdag bare den del bedre. Det er meget få gange jeg så endelig har fået gjort noget ved det crush, men jeg tænker også lidt, at et crush ikke nødvendigvis er noget man skal gøre noget ved? jeg mener, reelle forelskelser er dem man virkelig skal gøre noget ved, men et crush på nogen er ikke helt så seriøst igen. Måske har det været det bedste at jeg ikke har gjort noget ved det, for det kunne jo gå så galt, og det er ikke engang sikkert at personen man har et crush på, er klar over ens eksistens (eller i det mindste er klar over at der er nogen der har et crush på dem)

Det er ikke fordi at et crush nødvendigvis er det samme som en forelskelse. Det kan lede til forelskelse, men det er ikke et selvfølge. For mig er det at have et crush på en bare at deres velbehag, deres glæde og deres smil; Gør mig glad. Det er sket mange gange som sagt. Jeg havde et crush på den her pige for nogle år siden, og hver gang hun kom i skole blev jeg glad. Jeg kunne ikke lade være med at smile når hun gjorde, kunne ikke få øjnene fra hende i lang tid, hun gjorde mig glad. Og hun var ikke klar over det. Det er hun stadigvæk ikke, og det kommer hun ikke til. Du sidder og tænker på hvem det mon var nu, gør du ikke?

Det er ikke information jeg har tænkt mig at dele. Hun var mit lyspunkt dengang og hun, uden at vide det, gjorde mig glad i ret lang tid. Jeg har ikke tænkt mig at ødelægge hverken mit minde eller hendes samvittighed ved at fortælle hvem det var, og det bør du heller ikke. Du har sikkert også haft nogen du har haft et crush på på denne måde.


Og du har været lyspunktet for flere mennesker end du tror. Hvis der er nogen der har fortalt dig at de har haft et crush på dig er det sikkert kun under halvdelen af dem der har haft et på dig, der har fortalt dig det. Det er en rar tanke syntes jeg. Det er ikke noget man behøver gøre noget ved, det er bare et bevis på, at mennesker gør mennesker glade.

Eller bare det.